Den tidligere børnesoldat Jacob dækker sine våde kinder med hænderne og bryder hulkende sammen foran kameraet. Han kan ikke sætte ord på, hvad han føler efter at have set sin bror dø i den ugandiske guerillahær. »Vi har tænkt os at stoppe dem, hører du«, lover en stemme i videoen, der ligger på det sociale medie YouTube. LÆS OGSÅCyberkampagne driver klapjagt på brutal krigsherre Stemmen tilhører Jason Russell fra organisationen Invisible Children. En amerikaner, der har tænkt sig at holde sit løfte til den tidligere børnesoldat. Derfor lagde han for to dage siden en 30 minutter lang dokumentar på YouTube, der viser de vilkår, børnesoldater i Uganda lever under, og hvad organisationen Invisible Children de sidste 10 år har arbejdet med. Eller nærmere hvem de har arbejdet mod. Nemlig krigsherren Joseph Kony, lederen af guerillagruppen Lord’s Resistance Army, der er på listen over Den Internationale Straffedomstols mest eftersøgte mænd. Dokumentarens formål er at »gøre Kony berømt«, altså udbrede kendskabet til krigsherren og hans forbrydelser. Presset fra omverdenen skal udmunde i, at den amerikanske regering sætter alle sejl til for at fange krigsforbryderen og stille ham for en domstol.
LÆS OGSÅ Se teaser for 'Kony 2012' kampagnen
I dokumentaren opfordres seeren derfor til at dele videoen på sociale medier som Facebook og Twitter. Og det har virket. På 48 timer er videoen blevet et verdensomspændende internethit.
Torsdag eftermiddag havde over 26 millioner set dokumentaren på YouTube, forstærket af, at kendisser som Justin Bieber, Rihanna og Oprah har opfordret deres såkaldte ’followers' til det på Twitter.
Alene i Danmark har over 8.000 mennesker tilsluttet sig protesten 'Cover the night' 20. april, som går ud på at dække byer til med plakater og bannere for at sætte fokus på Joseph Kony.
»Det er på tide, vi alle gør noget ved det, så vi får ham stoppet«, skriver stifterne af gruppen på siden, hvor der også bliver udvekslet info omkring, hvor man for eksempel skaffer plakater.
Konflikten er slut
Men flere organisationer kritiserer dokumentaren for at forsimple konflikten i Uganda. Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, kalder historien for »Hollywood-skåret«.
»Den fortæller en forsimplet historie om en ond mand og en konflikt, som det amerikanske militær kan fikse ved at fjerne den onde mand. Det er langt fra sandheden. Det er ganske komplicerede udviklingsproblemer, som vi arbejder med at få løst på længere sigt«, siger Frans Mikael Jansen.
Han har selv arbejdet i Uganda under konflikten og betoner, at billederne af børnesoldaterne, der bliver brugt i dokumentaren, er mindst fem-seks år gamle. Kidnapningen af børnesoldater foregår ikke længere i Uganda, hvor tilstandene i dag er normaliserede.
Krigsherren har desuden forladt landet og befinder sig lige nu sandsynligvis i Congo, hvilket også beskrives i dokumentaren.
»Formålet med videoen er nærmere, at retfærdigheden skal ske fyldest, ved at man fanger en krigsforbryder«, siger han.
Netop fordi konflikten er nedadgående i Uganda, »undrer« timingen af videoen også Mikkel Balslev fra Red Barnet. Han mener, at det kan være forvirrende, at der er billeder fra en gammel konflikt blandet sammen med nutidige optagelser. Også han reagerer på filmens vinkling, der spiller på den onde krigsherre over for den velmenende organisation. Og på, at Jason Russell bruger sin lille søn, der lærer om Joseph Konys forbrydelser, som motor i filmen. »Jeg synes, det er lidt selvsmagende. Hovedpersonen bruger meget tid på sig selv og sin søn, som kommer i fokus i stedet for selve konflikten«, siger Mikkel Balslev, som er souschef i Red Barnets programafdeling. Men begge organisationer understreger samtidig, at det er fantastisk, at videoen har formået at få så mange folk til at engagere sig i problemstillingen i Uganda. »Det er virkelig flot. Vi vil absolut lade os inspirere af det her i Mellemfolkeligt Samvirke. Men vi vil måske tage det i en retning, der har lidt mere perspektiv«, siger Frans Mikael Jansen. Effektiv strategi bag film






























