Yogien og kommissæren’ hed en bog, som den kloge Arthur Koestler udgav i 1945, og de to figurer fra titlen er repræsentanter for hver sin type frelsthed og politiske strategi: Yogiens introspektive spiritualisme forbedrer ikke menneskers materielle vilkår, og kommissærens stålsathed på opnåelse af målet uanset midlerne kan føre til, at uskyldige og i virkeligheden nødlidende trampes under fode. I 1970’ernes politiske virkelighed blev der fra politisk hold sat fokus på de kommissærer, som havde opnået ansættelse i statsradiofonien og angiveligt benyttede den platform til propagandistisk virksomhed og indoktrinering af børn og unge.
Ikke mindst var den frafaldne socialdemokrat Erhard Jakobsen meget opsat på at få fjernet de røde lejesvende. Men hvor røde var de egentlig? Og misbrugte de overhovedet deres position i radio- og tv-monopolet i nævneværdig grad? Det satte DR-journalisten Jakob Rosenkrands sig for at finde ud af, hvorfor han nedsatte sig som selvbestaltet kommissær; kaldte de anklagede til forhør i sit studie og grillede dem godt og grundigt. Og det er der kommet dokumentarserien ’Jagten på de røde lejesvende’ ud af. De anklagede må stå skoleret Rosenkrands er en grundig mand. Inden forhørene har han sat sig grundigt ind i, hvad de hønsestrikkede mestertænkere skrev og sagde dengang, hvor så kontroversielle musikstykker som Røde Mors ’Spænd livremmen ind’ (fra ’Rok Ork’) fandt vej til æteren på grund af deres subversive tekster og kommunistiske klangæstetik. Og så får de ellers læst og påskrevet. Jens Nauntofte forhøres om sin positive holdning til Saigon – var det et fald eller en befrielse, da de kommunistiske vietconger marcherede ind i byen; og hvad lavede han på en kampvogn? Ruth von Sperling må stå skoleret for sit journalistiske fokus på lavtlønsgrupper, og Kjeld Koplev gennemhegles for et indslag fra det kommunistiske DDR, han lavede engang, hvor en kvinde fortæller om det positive i, at varerne koster det samme alle vegne, hvorfor man ikke behøver at lede efter tilbud. Og Per Schulz, organiseret medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og en tid lang Mogens Vemmers næstkommanderende i den kontroversielle, men også über-kreative B&U-afdeling, udspørges nidkært om sine ideologiske bagtanker. Og så videre og så videre. De anklagede betjener sig af tre strategier. Nogle benægter – det bliver småpinligt i længden, fordi Rosenkrands er en meget dygtig og vedholdende udspørger, der hænger sig i detaljer. Andre henviser til tiden og dens særlige omstændigheder; de taber ikke i samme grad ansigt.
