De to store tv-stationers kamp om seerne søndag aften har i lang tid virket aflyst. For DR 1 har med sine mange store dramasucceser sat sig så solidt på dette vigtige sendetidspunkt, at TV 2 tilsyneladende end ikke har gidet at forsøge at komme ind i kampen. Lige indtil i går.
For med krimiserien ’Den som dræber’ er TV 2 tilbage. For alvor.
Serien er udviklet af den journalistuddannede bestsellerforfatterinde Elsebeth Egholm og manuskriptforfatteren Stefan Jaworski, der begge er erfarne krimifolk med henholdsvis en stak roste femikrimier og en lang række bidrag til dansk tv-fiktion, inklusive ’Skjulte spor’ og ’Anna Pihl’, bag sig.
’Den som dræber’ burde kunne give DR’s Ingolf Gabold og konsorter i det mindste en lille smule sved på panden. For den er nemlig langt skarpere genremæssigt skåret, end vi er vant til fra DR Drama, rent ud sagt brutal og hård i såvel handling som produktionsdesign.
LÆS ARTIKEL TV 2 udfordrer DR med ny seriemorder-serie
Og mest af alt er den renset for al den bollebagning, plaidfoldning og debat om parforhold, der har været en betydelig ingrediens i DR’s søndagsgryderetter, hvad enten de så har været behæftet med det ene eller det andet angivelige genretilhørsforhold.
Kan give selv hærdede voksne onde drømme
Det er klædeligt, at vi nu får en krimi, som er mere krimi, end den er intimsfæredrama, og som i det mindste i sit udspring bygger på en ’rigtig’ forfatters fantasier.
Rart er det også, at TV 2 og produktionsselskabet Miso Film tør – for der vil helt sikkert lyde ramaskrig fra visse forældregrupperinger – lægge sig ud med familiefjernsynssegmentet ved at vise noget, som er seriøst uhyggeligt og snildt kan give selv hærdede voksne onde drømme.
TV 2's fiktionschef: »Man kan ikke bare copy paste fra USA«Titlen refererer til straffelovens bestemmelse om manddrab, paragraf 237: »Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid«. Og seriens fokus er mord, men ikke de trivielle og dagligdags af slagsen.
Man har klart meldt ud, at det handler om seriemordere, denne på en gang frastødende og fascinerende kategori af dræbere, der slår andre mennesker ihjel for deres fornøjelses skyld og dermed realiserer et særtræk, mennesker og katte deler: Ingen andre dyrearter ombringer andre levende væsener alene af lystbetonede årsager.
Allerede den første af slagsen er en modbydelig satan, der bortfører unge piger, som han piner og plager på det mest grusomme, inden han omsider lader dem kvæles.
Et lig i en skov
I gårsdagens afsnit fandt politiet først et lig i en skov, og den unge, fremstormende vpk – vicepolitikommissær – Katrine Ries (Laura Bach) fra kriminalpolitiets specialenhed for seriemord kom på sagen, blot for at blive taget af den igen efter en skudepisode.
Hun er imidlertid ikke sådan at stoppe, og hun arbejdede ufortrødent videre sammen med den modvillige retspsykiater Thomas Schaeffer (Jakob Cedergren), der har et tilsyneladende belastet forhold til enhedens chef, politikommissær Magnus Bisgaard (Lars Mikkelsen) på grund af en ældre sag.
Schaeffer fandt hurtigt ud af, at det er en seriemorder, man har med at gøre, og snart stod politiet med en række lig, alle unge piger. Om hvem retsmedicineren Mia (Lærke Winther) – i øvrigt Katrines nære veninde – kunne fortælle, at de først er døde noget tid efter, de er forsvundet.
Bebrillet seriemorder
Der tegner sig altså et mønster af en person, som finder behag i at undertrykke og dominere unge piger, til han har dem i sin hule hånd. Som seer ved man tidligt, hvem morderen er.
Man har set hans sammenbidt bebrillede ansigt og ser ham også gå i gang med sit seneste offer med alt, hvad det indebærer af perverteret magtspil og syge ritualer. Og vi følger så opklaringsarbejdet, hvor politifolkene kæmper mod uret for at redde ofret.
Det fungerer rigtig godt. Spændingskurven er jævnt stigende, og det virker nærmest urimeligt, at man nu skal vente en hel uge på at finde ud af, hvordan det spænder af.
Seerne har selvfølgelig en fornemmelse af, at Det Onde ikke sejrer, men gerningsmanden er også så udspekuleret og djævelsk fræk, at man bringes i tvivl. Høj puls et meget langt stykke af vejen.
Lars Mikkelsen agerer med suveræn autoritet i rollen som den venlige, men også særdeles bestemte politichef. Han spil er måske ikke voldsomt nuanceret, men præcist og med mulighed for at folde karakteren mere ud, hvis det bliver nødvendigt. Som det er nu, kan han, uden at det vil virke påfaldende, åbenbare nye sider af sig selv.
Jakob Cedergren befæster sin kunstneriske styrke og alsidighed med portrættet af den charmerende, indesluttede fagnørd, der formår at sætte sig så meget ind i seriemorderes tankesæt, at det næsten truer hans egen mentale velfærd.
Også her er døren på klem til afsløringer og personlighedsmæssige stilskift; eksempelvis aner man en tæt forbindelse til hans kvindelige kollega Katrine. Som i øvrigt spilles to the point og uden for meget halløj af den forholdsvis ubeskrevne Laura Bach, der er meget smuk på en diskret måde.
Generelt former skuespillerne deres karakterer med en klædelig tysthed, der forlener dem med stor autenticitet. I biroller er Lærke Winther glimrende som retsmediciner og omsorgsperson for Katrine, og politigruppens fjerde hjul, Mollbeck, fremstilles som en empatisk holdspiller af Frederik Meldal Nørgaard.
Effektiv underholdning
Visuelt lægger serien sig op ad internationale produktioner som ’Sagen genåbnet’ og den første runde af de svenske krimier om Wallander. Hvilket ikke er så sært, idet den konceptuerende instruktør Birger Larsen i 2002 lavede ’Den femte kvinde’ med Rolf Lassgård som den melankolske Kurt Wallander.
Og det passer fint til den generelt hårde stemning i serien, at billederne ikke er alt for forårskåde og sprøde i farverne, ligesom Frans Baks hårde underlægningsmusik underbygger det sorte og det dystre. Men mørket dyrkes ikke æstetisk som i eksempelvis ’Forbrydelsen’; snarere er den stemningsmæssige hovedkulør institutionsgrøngrå.
Overordnet må man sige, at Miso Film og TV 2 slipper rigtig godt fra de to første afsnit af ’Den som dræber’ (Politiken har til denne anmeldelse fået lov at smugkigge på den kommende søndags afsnit).
Det er effektiv underholdning, der snildt kan måle sig med, hvad vi ellers udsættes for fra udlandet i disse tider. Hvis niveauet holder, er det en triumf for TV 2. Og en sejr for dansk krimifjernsyn.
fortsæt med at læse
