Julen har sin egen fortælling i indtil flere sammenhænge. I kristendommen - overordnet - er det Lukasevangeliets beretning om Josef og Marias rejse til Betlehem for at blive skrevet i mandtal og frelserens fødsel i stalden. Og i tv-fiktionernes verden er det ofte historien om, hvordan selve julefesten og dermed familiens trivsel trues, men reddes på stregen med nissers og menneskers mellemkomst.
Kendte akkorder Så når TV 2's nyeste hygge-nygge-pygge-kalender, der udspiller sig i de historiske omgivelser på Børglum Kloster og sandelig også bruger disse i handlingsforløbet, slår kendte akkorder an med en familie, der kommer til et sted, men nok skal flytte videre på grund af den travle, entreprenante faders erhvervsaktiviteter i udlandet, er den erfarne seer lige så overrasket, som når en musikvidenskabsmand bemærker sig det harmoniske forløb i en dansktopsang: Den har vi ligesom hørt før. LÆS OGSÅNåsåer - det' reprisejul igen Men sådan er spillereglerne i genren, hvorfor det i sig selv ikke er grund til at blive mopset. Det kan man være, hvis formerne ikke forvaltes på en veloplagt og original måde, og hvis ikke det humoristiske og musikalske tilbehør er i orden. Og her går det altså galt for 'Ludvig og Julemanden' - både de idylliske kulisser og de gode intentioner til trods. Men det kommer vi tilbage til. Først handlingen.
Hemmelig klosterskat Sagen er den, at familien Glads overhoved, Far Niels, har arvet Børglum Kloster (eller noget af det) og flytter dertil med sin familie, indtil det bliver solgt, så de kan flytte videre som led i hans karriere. LÆS OGSÅLars Hjortshøj spiller julemand i ny julekalender Det passer ikke rigtig sønnen Ludvig, som gerne vil blive, og han får sin fader til at love sig, at hvis han finder den hemmelige klosterskat, så kaster familien permanent anker i det nordjyske. Derfor går han selvfølgelig sporenstregs i gang med projektet, udstyret med sin fars gamle metaldetektor.
500-års jubilæum Samtidig, i en af de køligere egne af verden, står julemanden i skikkelse af Lars Hjortshøj for at skulle opleve sit 500-års jubilæum på jobbet, hvilket han vil fejre med en fest for alle verdens børn. Imidlertid viser hans kone, Julie, sig uvillig til at stå for arrangementet, hvorfor Nicholas, som han jo hedder, forlader hjemmet og drager til Børglum Kloster, hvor han som dreng slog sin luts strenge og nød livet. LÆS OGSÅNy tv-julekalender vil afværge kollektiv julepsykose Endelig er der den afdøde katolske biskop Stygge Krumpen, der henslæber en trøstesløs eksistens som spøgelse sammen med andre triste væsener. Han vil gerne tilbage til de levendes rækker, men det afhænger af 'Den udvalgte'. Stygge kender i øvrigt Nicholas fra gamle dage. Hermed bliver spørgsmålene, der skal besvares i løbet af måneden: Finder Ludvig skatten? Får Nicholas sin fest og sin kone tilbage? Og får Stygge held med sit forehavende?
Forudsigeligt Vi får se. Et sådant handlingskompleks kan der sagtens komme noget fint og hyggeligt ud af. Og det gør der måske også her. Men sådan tegner det ikke, fordi det altså er lige lovlig forudsigeligt.

Skuespillet er ikke overbevisende, selv om mangen en teenageknægt nok skal få hjertebanken ved synet af familien Glads ældste datter, Rebekka, og de yngre piger vil helt sikkert også synes, at Ludvig er ret sød. Men det er ikke nok. Heller ikke en rødvinslækker Anne Sofie Espersen som Mor Glad.
LÆS OGSÅSyv tips til anderledes julekalendere Titelsangen er borte fra bevidstheden hurtigere end lattergas, og det er et problem, fordi denne blandt andet har til formål at brande fortællingen. Man savner sange a la Martin Brygmanns eller Michael Hardingers. Og så er den tænkte morskab ikke for alvor sjov. Det kommer måske. Meget hviler på Lars Hjortshøjs skuldre, og han leverer da også varen som en selvoptaget, vranten, lad og indolent Fader Jul. Der er smurt godt med oplæg til nisseri og spænding på fortællingen, men desværre også dænget mere end rigeligt med klicheer på. FACEBOOK