Ængstelsen har været en fremherskende følelse blandt visse tv-seere i månederne op til det ellers lidet bemærkelsesværdige årsskifte mellem 2011 og 2012. For ville man monstro få sort skærm midt i femte sæson af ’X Factor’ på grund af ændrede tekniske standarder, eller ville Divya Das’ indtagende kontrafej ikke længere vise sig på skærmen, fordi TV 2 overgår til ny status som betalingskanal? For de flestes vedkommende har uroen været ubegrundet. Slipper ikke for TV 2 Langt den overvejende del af de danske tv-seere får deres forsyning af signaler fra en kabel-tv-leverandør, som nok skal sørge for at bevare TV 2 i pakken, så kanalen kan få flere penge at lave fjernsyn for, når nu diverse forhold forhindrer direkte statslig subsidiering – det var jo meningen med manøvren. Den angstfremkaldende kampagne med varsler om sorte skærme og TV 2-løse aftener, som kunne have tvunget folk til unævnelige ting som læsning af romaner, spilning af brætspil eller regulær konversation, har imidlertid primært haft to formål: at stimulere salget af fladskærme og få brugerne til at kræve en bevarelse af TV 2 i diverse sammenhænge. LÆS OGSÅViasat taber sag om placering i tv-pakker Begge dele ser ud til at være lykkedes. Er man kunde hos en af de store tv-udbydere, kan man både pibe, synge, stå på et ben og slå ud med armene: TV 2 slipper man ikke for. Til gengæld mister man et par svenske kanaler plus det løse, medmindre man anskaffer sig et digitalt fjernsyn, idet disse fremover kun vil blive sendt i digital højopløsning, hvilket fordrer et moderne fjernsyn med den nødvendige DVB-T-dekoder. Ufrivilligt lagenkrølleri Men hører man til den kategori af seere, som modtager tv med egen antenne på taget uden om en stor tv-udbyder, er der nu ingen vej uden om et abonnement hos Boxer, hvis man fremover vil have glæde af ’Hvem vil være millionær?’
Og hvad folkene fra henholdsvis Teglholmen og Kvægtorvet ellers vil vederkvæge vores bevidstheder med fremover. Sådan er det. Når teknikaliteterne er ryddet af vejen, behøver man ikke frygte den side af fremtiden. Og faktisk burde man således kunne sove relativt roligt. For programudbuddet i det nye år bør ikke give anledning til ufrivilligt lagenkrølleri, medmindre man er et uhyre frygtsomt og neurotisk gemyt. Der vil ikke blive budt på store nyskabelser fra nogens side. Sara Lund trækker i sweateren igen DR 1 har allerede taget hul på årets udgave af ’X Factor’, hvor alt er ved det gamle. De næste mange fredage vil der blive grædt og håbet for fuld udblæsning, indtil en vinder soler sig i rampelysets kortvarige og forræderiske skin og måske er på vej til en karriere som bamsesælger i Tivoli. Intet nyt under den højfjeldssol.


























