Dagbladet Information peger også pilen indad i sin undersøgelse af journalist Annegrethe Rasmussens artikler. I tre tilfælde burde en redaktør ved avisen have sørget for, at der var angivet kilde på oplysninger, inden artiklen blev offentliggjort.
»Den manglende kildeangivelse kan konstateres ved en almindelig gennemlæsning. Det påhviler den ansvarlige redaktør at sørge for, at kildegrundlaget gøres klart, hvor det ikke måtte være det før publicering. Dette er ikke sket her«, skriver Information i sin interne undersøgelse.




























