Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fællesskab. Holder man avis og følger bestemte kritikere, vil der opstå et fællesskab, og kritikken er dermed en skaber af menneskelig kontakt. Arkivfoto: Morten Langkilde

Fællesskab. Holder man avis og følger bestemte kritikere, vil der opstå et fællesskab, og kritikken er dermed en skaber af menneskelig kontakt. Arkivfoto: Morten Langkilde

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelser skaber et fællesskab mellem læser og anmelder

Aviskritik er et redskab til at orientere sig efter. Når man er fast læser af en kritiker, lærer man også dennes forudsætninger bedre at kende.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Tag dig ikke af, hvad kritikere siger. Der er aldrig blevet rejst en statue til ære for en kritiker!«.

Skabende kunstnere over hele kloden ville gerne have stået fadder til netop disse ord. Men nu var det altså en komponist, Jean Sibelius, der udtalte dem. Og han sagde det på utallige kunstneres vegne. For sådan lyder kunstnerens universaltrøst: En kritiker sjældent har aktier i fremtiden på samme holdbare måde som de bedste blandt dem, der er blevet hans ofre.

Men det er også kritikerens trøst, at han netop ikke er blevet til en statue. For statuer af sten er dårlige varmeledere. Den gode bladkritiker vil derimod gerne kunne lede den varme videre, han har følt sig gennemstrømmet af i mødet med en stor kunstnerisk oplevelse, som han nu skal skrive om – til andre.

Naturligvis vil kritikeren også gerne kunne være synlig i sit eget medie, avisen, ligesom en statue i en park eller på en plads er det. For at blive set er i aviskritikkens tilfælde også betingelsen for at blive hørt. Kritikeren føler sig dog aldrig hævet over dem, han meddeler sig til. Frem for at stå på en sokkel af marmor vil han måske foretrække bare at være placeret på en ølkasse og kunne tale til dem, der gider at høre på ham, fordi han har noget vigtigt at fortælle.

Så er der det med kritikken af kritikken. Når en statue står i en park, er det ikke usædvanligt, at himlens fugle skider på den. Det er nærmest en naturlov. Ingen kritiker ønsker naturligvis at få den samme behandling. Men han må finde sig i at få svar på tiltale – og mere end det. Hvad enten reaktionen er positiv eller negativ, er den vigtig. Den er noget, han lever med – og lever af. Og dermed er vi nået til det mest væsentlige i en kritikers virksomhed: at han gennem sin aktive gerning skaber et fællesskab. Han etablerer kontaktflader.

Da kritikere også er en slags mennesker - selv om visse kunstnere vil betvivle det - har de også holdninger og idiosynkrasier

Først og fremmest skaber kritikeren et fællesskab i forhold til dem, der læser ham i avisen. Og han ved i det store hele, hvem der gør det. Måske har de aldrig stået over for hinanden i virkeligheden, kritikeren og hans læser. Men parterne kender hinanden, sådan på afstand, og måske respekterer de også hinanden. For trods alt er de hinandens forudsætninger.

Læserne har fulgt kritikeren over længere tid, måske endda gennem flere år. Gennem den daglige læsning af avisen har disse måske nysgerrige mennesker fået en fornemmelse af, hvad kritikeren kan lide, og hvad han ikke kan lide, og hvad der er hans helt klare svagheder. Måske ved de, at denne kritiker for eksempel har det med at foretrække nyrealisme frem for abstraktion, grafik frem for fotografi eller skulpturer frem for installationskunst. Den enkelte præference er ikke det afgørende. Det afgørende er, at læserne på forhånd kender til grundlaget for kritikerens holdninger og eventuelle idiosynkrasier.

For sådan nogle har alle mennesker. Og da kritikere også er en slags mennesker – selv om visse kunstnere vil betvivle det – har de også holdninger og idiosynkrasier.

På samme måde kender kritikeren også sine læsere – eller har i det mindste et indtryk af dem – fra læsermøder eller fra læserundersøgelser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også på et andet felt skaber kritikeren kontakt. For når anmelderen skriver begejstret om en oplevelse, han har haft, inspirerer han måske læseren til at komme i nærkontakt med den samme oplevelse. Hvis han er kritisk, kan der være en grund til, at han er det. Men årsagen kan også være, at en af hans idiosynkrasier er løbet af med ham, og så vil en læser måske få lyst til at holde det samme værk op mod virkeligheden, i dette tilfælde denne læsers egen subjektive oplevelse. Heller ikke det er afgørende.

Det afgørende er, at anmelderen gennem det, han skriver og får trykt i avisen, gør særligt opmærksom på noget, der har gjort sig fortjent til opmærksomhed.

Fandtes kritikken derimod ikke, ville kun annoncen og reklamen kunne skabe en lignende eksponering af en kunstnerisk præstation – og oplevelse.

Er da enhver reklame mere troværdig end enhver anmeldelse? Næppe. Snarere tværtimod. Det er netop derfor, at annoncer gerne citerer fra anmeldelser. Forudsat – naturligvis – at de er gode.

Sidst, men ikke mindst skaber kritikeren kontakt mellem læserne indbyrdes. Når folk holder samme avis og måske også kender hinanden, er det ikke usædvanligt, at de taler sammen om de ting i avisen, som de har læst. Som samtale- eller diskussionsobjekt er anmeldelsen særligt privilegeret frem for andre genrer. For en anmeldelse er en meningstilkendegivelse, og meningstilkendegivelser har man lov til at have en mening om.

Når du for eksempel besøger et museum eller en kunstudstilling, er det ikke kun ud fra behovet for at få en kunstnerisk oplevelse. Det er også ud fra behovet for få netop den oplevelse, som bekræfter et fællesskab, og som du kan diskutere med dine venner på nettet, eller når du mødes med dem i virkeligheden. Ingen ønsker at stå alene med en oplevelse, som ikke kan deles med andre. Når mine venner eksempelvis online anbefaler en udstilling, som de har set, og jeg så går hen og ser den, har jeg en sikkerhed for, at jeg kan diskutere netop denne oplevelse med dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er et sådant fællesskab, den trykte avis kan skabe mellem de mennesker, der læser den – og især læser anmeldelserne i den. I dag er avisen blot ikke det eneste medie, der kan netop det.

Sociale medier som Facebook, Instagram, Snapchat og Twitter er i de seneste år vokset sig særligt stærke på netop dette felt. Nok rummer disse elektroniske platforme for kommunikation mange muligheder. Men på afgørende punkter har de og den gamle papiravis også et fællesskab: De gør kritik til en skaber af menneskelig kontakt.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden