Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Efter en intern skandale i 2003, oprettede New York Times en uafhængig kontrolinstans, men nu lukker de den igen.
Foto: Mark Lennihan/AP

Efter en intern skandale i 2003, oprettede New York Times en uafhængig kontrolinstans, men nu lukker de den igen.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jacob Mollerup: En vigtig journalistisk institution er gået bort

New York Times nedlagde fredag jobbet som public editor – det sluttede et 50 år langt kapitel i amerikansk avishistorie.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 1960’erne ramte en stærk antiestablishmentbevægelse USA, og tilliden til medierne faldt. Det fik flere eksperter til at foreslå uafhængige læserredaktører – inspireret af ombudsmandsmodellen.

The Courier i Louisville, Kentucky, blev i juni 1967 den første avis i USA til at realisere ideen.

Læserne fik et fantastisk indblik i et drama, hvor også heltene havde fejlet

I 1970 fulgte Washington Posts chefredaktør Ben Bradlee efter – få år før han blev berømt for avisens Watergate-dækning. Modellen var at hente en erfaren og respekteret journalist udefra med ret og pligt til frit at kommentere og kritisere bladets journalistik i en ugentlig klumme. Alle sager om det redaktionelle indhold kunne rejses i avisen og over for chefredaktøren.

Nogle år efter blev Bradlee og Watergate-reporter Bob Woodward selv ramt af en skandale. De havde i 1980 sammen godkendt og promoveret en række blændende socialreportager om den 8-årige narkoman Jimmy – skrevet af den unge journalist Janet Cook. Serien gav hende en Pulitzer.

Det rejste nye spørgsmål, som Cook ikke besvarede. Hendes redaktører fik mistanke om, at Jimmy var fiktion, og efter brutal udspørgen fra sine egne gik 26-årige Cook til bekendelse – prisen blev leveret tilbage, og Cook fratrådte.

Sagen skabte alvorlig tvivl om Bradlee og Woodwards dømmekraft. Avisen, der så bravt havde forsvaret sin anonyme kilde i Watergate-sagen, havde bygget en pulitzervindende historie på en person, der ikke fandtes.

Læserredaktør Bill Green tog sagen på sig. Resultatet blev en rapport, der burde været pensum på alle journalistuddannelser. Den startede på forsiden 19. april 1981 og fyldte 4 sider. Greens beretning var præcis og rasende spændende. Han havde interviewet omkring 40 involverede.

Han havde rekonstrueret møder. Han beskrev, hvad de enkelte redaktører havde sagt på de afgørende tidspunkter – netop der, hvor skandalen kunne og burde være undgået. Han gengav alle centrale replikker fra den nat, hvor Janet Cook til sidst indrømmede bedraget.

Bob Woodward og Ben Bradlee blev på ingen måde skånet. De havde været for selvsikre og ikke hjulpet den unge reporter, da hun havde haft mest brug for det. Green lagde det hele frem over 9 afsnit.

Ud over at være forrygende læsestof blev Greens rapport også en beskrivelse af en redaktion, hvor alle pressede sig selv og hinanden hårdt. Læserne fik et fantastisk indblik i et drama, hvor også heltene havde fejlet.

Men i sidste ende fik de ny respekt for de folk, der kæmpede for at gøre avisen fremragende. Bill Greens rapport står stadig som et eksempel på, hvad en grundig ombudsmand og fuld transparens kan gøre.

I 2003 var det New York Times, der blev ramt af en lignende skandale, da bladets unge succesreporter Jason Blair blev afsløret som fupmager. Et lavpunkt i avisens 152-årige historie skrev den selv.

En intern undersøgelse slog fast, at det ikke bare var en Blair-sag. Det var en sag om manglende kontrol og uopmærksomhed i forhold til faresignaler og modtagne klager. Derfor oprettede bladet en ny stilling som public editor.

Det er den stilling, som udgiver Arthur Sulzberger Jr. nu har nedlagt. Begrundelsen er, at læsere og følgerne på de sociale medier samlet fungerer som en moderne vagthund.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sulzberger har muligvis ikke læst sin Bill Green. Så ville han vide, at en god læserredaktør leverer noget helt andet end de sociale medier, nemlig den grundige gennemgang, som kan få ryddet op i skandalen og udredt trådene. Netop det turde der være mere brug for end nogensinde.

Sulzberger afslutter med lukningen en 50-årig periode med læserredaktører på de førende amerikanske aviser. Nogle læserredaktører var fremragende, men funktionen var ofte for ligegyldig og klarede ikke sparerunderne.

Nu bruges den her i avisen og på vidt forskellig vis i mange andre lande – bl.a. på public service-stationer (Deres klummeskriver var 2005-15 lytternes og seernes redaktør i DR).

Hvor meget det hvert sted bidrager til ansvarlighed og troværdighed, må diskuteres konkret. Det gælder også effekten af den ’vagthund’, Arthur Sulzberger Jr. taler om, i form af kommentarer fra læsere og sociale medier.

Men netop en kortlægning som Bill Greens kommer ikke dumpende af sig selv. Den får man kun, hvis en modig chefredaktør tør give gode arbejdsvilkår for den interne kritik.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden