Henrik Sass Larsen vil nu slå hårdt ned på medier, der viger fra sandheden.
Foto: Katrine Marie Kragh

Henrik Sass Larsen vil nu slå hårdt ned på medier, der viger fra sandheden.

Medier

Henrik Sass: Dele af pressen lyver og bedrager - de skal straffes med betydelige bøder

I ny debatbog foreslår den magtfulde socialdemokrat Henrik Sass Larsen bøder til medier for at bringe løgne. Venstre og DF er positive over for ideen.

Medier

En løgn på forsiden skal kunne mærkes på mediernes pengepung.

Faktisk skal der fremover falde »betydelige bøder og straffe til tabloide løgne og kampagner«, skriver formanden for den socialdemokratiske folketingsgruppe, Henrik Sass Larsen, i sin nye debatbog ’Exodus – vejen frem for centrum-venstre’.

Han kalder mediernes position i samfundet for et »tyranni« og beskylder dele af pressen for at »lyve og bedrage«.

For at bekæmpe dette foreslår han derfor at straffe en løgnagtig forside med en bøde i størrelsesordenen af eksempelvis en dags omsætning. Han ønsker desuden et større personligt ansvar placeret hos såvel journalister som redaktører.

Der er behov for at få sat nogle rammer for den tabloide adfærd

»Alle mennesker, som bliver udsat for uretmæssige overgreb, også dem som er kendte, har ret til en ordentlig oprejsning, og der er behov for at få sat nogle rammer for den tabloide adfærd«, skriver Henrik Sass Larsen i debatbogen, der udkommer i dag, fredag.

Socialdemokratiet havde i 2012 et forslag om, at Pressenævnet skulle uddele bøder, men trak det senere tilbage igen. Nu giver Sass så sit lignende forslag liv, dog med den tilføjelse, at det ikke længere bør være Pressenævnet, der afgør klager over medierne. Disse sager bør i stedet prøves ved »en rigtig dommer«, skriver han uden at uddybe præcis, hvordan et nyt system ifølge ham skal fungere.

Henrik Sass Larsen fik onsdag tilbud om at uddybe sine synspunkter over for Politiken, men ønsker ikke at stille op til interview.

Socialdemokratiets medieordfører Mogens Jensen siger, at partiet er enige i Sass’ kritik af mulighederne for at straffe medier, der bringer urigtige historier. Derfor har partiet arbejdet for at skærpe sanktionsmulighederne hos Pressenævnet og arbejder også for at skærpe straffemulighederne i det civile retssystem.

I dag er det Pressenævnet, et nævn nedsat af Folketinget, der behandler klager om overtrædelse af god presseskik samt spørgsmål om genmæle. Nævnet har otte medlemmer, som i øjeblikket består af en højesteretsdommer, der er formand, en advokat, der er næstformand, samt repræsentanter fra medierne og landsdækkende foreninger.

Venstre: Ikke for rigidt

Hos Venstre er man positiv over for Henrik Sass Larsens forslag. Medieordfører Mads Fuglede siger:

»Vi har jo desværre oplevet i forbindelse med en drabssag i nyere tid, at en mand blev fejlagtigt hængt ud som morder, og i de tilfælde er jeg helt med på at stramme reglerne, så man kan straffes økonomisk for det«, siger han.

Sagen, han henviser til, er en drabssag fra Herning i 2010, hvor en mand blev anholdt, fordi politiet mistænkte ham for at have noget at gøre med drabet på en ung pige, og dagen efter blev han udråbt som morder på Ekstra Bladets forside. Manden blev siden renset for al mistanke.

Fuglede understreger dog, at man som politiker skal kunne »tåle meget«, og at en regulering aldrig bør blive for rigid. Det er vigtigt at definere, hvad det vil sige at skrive en løgn, understreger han.

»Er det en løgn at have en anden holdning? Hvis man er borgerlig, så opfatter man det at give skattelettelser som at styrke velfærden. Mens andre vil sige, at hvis man giver skattelettelser og ikke bruger dem på velfærd, så udhuler man velfærden. Så hvis man skriver det, har man så løjet? Det vil jeg ikke mene«.

Mads Fuglede støtter desuden ideen om at flytte klager over medierne ud fra Pressenævnet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Medieordfører i Dansk Folkeparti Morten Marinus er mere tøvende over for at ændre på den nuværende ordning med Pressenævnet, der tager sig af klager over medierne. Men han er positiv over for en bødestraf for at skrive fejlagtige historier.

»Det kunne man sagtens tage op igen på de rigtige præmisser. Især ser jeg det gerne ske i et samarbejde mellem kultur- og retspolitikere«, siger han.

Moral i et svins hjerte

Ligesom for Mads Fuglede er det også ifølge Morten Marinus vigtigt at begrænse, hvad der gøres strafbart:

»Hvad der er en løgn, skal defineres snævert, så journalister stadig har en frihed til at skrive noget – i god tro – der bagefter kan vise sig ikke at holde vand«.

Ifølge formand for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, er det problematisk med højere straffe for urigtige historier.

»En forhøjelse af bøder, og dermed af strafferammen, er en forkert vej at gå. For det første kan det hæmme små, uafhængige og ofte økonomisk udfordrede medier i at gå hele vejen i forhold til at udøve kritisk journalistik over for magthaverne. For det andet er det ud fra Straffelovsrådets vurdering fra for få år siden en skævvridning af sammenhængen i straffenes indbyrdes forhold. Det vil give skærpede straffe på udvalgte områder af retsplejen, og hensigten har efter min umiddelbare opfattelse et andet mål end at styrke medierne«, siger han.

Sass skriver i bogen om sammenhængen mellem Pressenævnets arbejde og mediers overtrædelser af god presseskik:

»(...) lidt påtale her og der fra et pressenævn, der er sammensat af – pressen selv, tja ... det betyder intet. Man har således overladt retstilstand, anklager, dommere og moral til at blive behandlet i et svins hjerte, hvor den eneste bodsgang er nogle strategiske krokodilletårer her og der«.

Til den holdning siger Lars Werge:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg synes, det er beklageligt, at en folketingspolitiker, og endda en toneangivende en af dem, har den holdning, at man ikke kan stole på Pressenævnet, som Folketinget selv har nedsat. Det gør den holdning, at de ikke er til at stole på, mere legitim. Vi skal tage sådan en anklage alvorlig, for vi har al mulig interesse i, at Pressenævnet bliver taget alvorligt«.

Henrik Sass Larsen har før i hårde vendinger kritiseret den danske presse, senest i januar i år, hvor han gjorde bekendt, at han kun ville stille op til interview en gang i kvartalet. Beslutningen skyldtes, lød argumentet, at etablerede medier ikke giver plads til nuancer. En holdning, Sass gentager i bogen.

Men dette boykot er uforeneligt med ansvaret som gruppeformand, lød kritikken fra SF, K, LA og DF.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce