Donald Trump har set sig sur på Fox News, fordi de ifølge ham promoverer demokraterne. Hans angreb har både affødt kritik og en seertalsvandring fra kanalen.

»Fox arbejder ikke længere for os«: Nu har Trump lagt vennerne fra Fox News for had

På billedet ses Fox News-vært Sean Hannity (tv), som interviewer USA's præsident, Donald Trump. Det kan dog være et overstået kapitel, idet præsidenten har lagt sig ud med kanalen. Foto: Ethan Miller/Ritzau Scanpix
På billedet ses Fox News-vært Sean Hannity (tv), som interviewer USA's præsident, Donald Trump. Det kan dog være et overstået kapitel, idet præsidenten har lagt sig ud med kanalen. Foto: Ethan Miller/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Noget tyder på, at den amerikanske præsidents kærlighedsaffære med tv-kanalen Fox News er ved at fordufte.

Onsdag skrev Donald Trump i en serie af tweets, at kanalen fører en »voldsom« kampagne for demokraterne, og at kanalen i hans optik agerer helt »håbløst«.

Han opfordrer kanalen, der ellers er kendt at have et godt forhold til republikanerne, til at bevæge sig så langt ud på venstrefløjen som muligt – og så skal han nok finde en måde at vinde over dem på: »Det er, hvad jeg gør. Bare ærgerligt«, skriver han og fortæller, at han og »folket« skal begynde at lede efter et nyt medie. »Fox arbejder ikke længere for os«.

»Det, han (Donald Trump, red.) i bund og grund siger, er: ’Jeg vil smadre jer, og det kommer til at gøre ondt på såvel jer som jeres publikum, hvis I mister en del af mit bagland. Det vil skabe splid og uenighed’. Han forsøger at udtrykke sin irritation over for kanalens ledelse, i håb om at de kan gøre en forskel for ham«, fortæller Fox News-reporter Carl Cameron til The Hollywood Reporter.

Det, præsidenten angiveligt harcelerer over, er et interview med demokraternes kommunikationschef Xochitl Hinojosa, som Fox News bragte onsdag morgen. Hun finder Donald Trumps reaktion på Twitter en kende morsom, men mener samtidig, at det er »foruroligende«, at USA’s præsident ifølge hende bruger mere tid på tv og Twitter end det job, han reelt set besidder – nemlig at være præsident.

Faldende seertal og stigende utilfredshed

Samtidig med præsidentens udmeldinger har Fox News også oplevet et fald i seertalOg det er til andre mediers fordel: I hvert fald har tv-kanalen One America News Network ifølge formand Charles Herring oplevet en stigning i seertal over de seneste måneder. Det samme gør sig gældende for kanalen Newsmax:

»Der er en stigende utilfredshed med Fox News, og vi oplever helt klart, at vores seertal stiger«, lyder det fra administrerende direktør Christopher Ruddy.

Utilfredsheden skyldes ifølge Los Angeles Times blandt andet, at flere Fox News-værter og analytikere er blevet ansat i Trump-administrationen. Og omvendt: Præsidentens tidligere pressesekretær Sarah Huckabee Sanders er blevet ansat hos Fox News. Denne ’svingdør’, der flere gange har affødt kritik, gør, at amerikanerne er blevet trætte af tv-kanalen, hvilket præsidenten »måske også er«, lyder det fra Newsmax’ Christopher Rudy.

»Jeg tror, USA har brug for flere liberale tv-kanaler. Der er også brug for flere kanaler, der læner sig ud mod de konservative vælgere – og nu har vi i hvert fald fået Newsmax på banen«, siger han til Los Angeles Times.

Hvorvidt Donald Trump ønsker, at hans tilhængere rent faktisk skal boykotte Fox News, er endnu uvist. Carl Cameron fra kanalen fortæller til The Hollywood Reporter, at det »som altid« er umuligt at forudse, om præsidenten »holder sig til, hvad han siger«. Den holdning bakkes op af Julie Roginsky, som også arbejder for Fox News:

»Trump vil aldrig forlade kanalen, da ingen andre medier har evnen til at nå ud til de republikanske vælgere på samme måde som Fox News. Det er en trussel, han ikke har tænkt sig at følge op på, når han ønsker at forsøge at kontrollere Fox News. Selv om det måske er muligt for ham, har kanalen også nogle midler, der gør, at vi ligeledes kan kontrollere ham«, siger hun The Hollywood Reporter.

Simon Baastrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her