Det er ikke mange år siden, at de tv-serier, der rullede over skærmen, kom fra USA, hvis det ikke var en dansk serie. Det er heller ikke ret mange år siden, at danske tv-serier var svære for alvor at få ud over grænsen.
Sådan er det ikke længere. I dag er det helt afgørende for de store amerikanske streamingtjenester som Netflix og HBO at få produceret lokalt indhold. For eksempel har Netflix haft stor international succes med den danske tv-serie ’The Rain’, der ifølge streamingtjenesten er blevet set af over 30 millioner husstande.