Irans magtfulde Rådgivende Råd har beordret anholdelsen af den 22-årige iraner, som er blevet kendt for at lægge billeder op af sit uhyggelige ansigt.

Instagram-fænomenet 'Zombie-Angelina' arresteret for blasfemi og moralsk fordærv

Sahar Tabars billeder er fotomanipulerede. På Instagram er hun blevet kendt som 'Zombie-Angelina'. Nu er hun blevet anholdt og anklaget for at tilskynde til vold og moralsk fordærvelse.  Foto: /Privat/ Instagram
Sahar Tabars billeder er fotomanipulerede. På Instagram er hun blevet kendt som 'Zombie-Angelina'. Nu er hun blevet anholdt og anklaget for at tilskynde til vold og moralsk fordærvelse. Foto: /Privat/ Instagram
Lyt til artiklen

Med sorte rande under øjnene, gigantiske læber og en meget spids opstoppernæse ligner Sahar Tabar en mellemting mellem skuespilleren Angelina Jolie og en zombie.

Den 22-årige iraner er blevet et fænomen på Instagram, hvor hun for et par år siden begyndte at lægge billeder op af sit usædvanlige udseende og blev kendt som ’Zombie-Angelina’.

Da historien om Sahar Tabar først blev delt af alverdens medier, hed det, at den iranske kvinde havde gennemgået 50 operationer for at komme til at ligne Angelina Jolie. Hun var en ekstrem fan. Siden har hun fortalt, at hendes udseende i virkeligheden er knap så radikalt, som det fremgår af billederne. De er nemlig fotomanipulerede.

Nu er Sahar Taber blevet anholdt og anklaget for blasfemi, for at opfordre til vold og for at tilskynde unge til moralsk fordærvelse, skriver The Guardian, som citerer det iranske nyhedsbureau Tasnim.

Ifølge Tasnim er anholdelsen sket på ordre fra Irans Rådgivende Råd. Den magtfulde forsamling håndterer »kulturelle forbrydelser og social og moralsk fordærvelse«, oplyser nyhedsbureauet ifølge The Guardian.

Johan Moe Lindskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her