Politiken hyldede i dag Per Munch med Edvard-prisen.

Prisen er opkaldt efter en af Politikens grundlæggere Edvard Brandes og uddeles på hans fødselsdag 21. oktober.

Modtageren af prisen er »multikunstneren, der formår at give sit stof profil og gennemslagskraft«, som daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden udtrykte det ved den første prisuddeling i 1996.

Per Munch blev årets prismodtager, fordi han med chefredaktør Christian Jensens ord »har gjort det til en journalistisk disciplin at køre ind i andres virkelighed med høj hastighed og i højt humør«.

Både humør og hastighed var hovedingredienser, da Per Munch i 2017 og 2019 tog på Roskilde Festival med sine børn i serien ’Far på Roskilde’. Sin familie skriver Per Munch også om i klummeserien ’Anden halvleg’.

Det er projekter som disse, der mandag fik chefredaktøren til at kalde den erfarne skribent for en journalist i »konstant faglig bevægelse«.

Men det er også Per Munch’s personlige stil, der kan få hans arbejdsgiver til at bekymre sig en smule. I sin tale gjorde Christian Jensen opmærksom på, at Per Munch i sin journalistik inddrager andre end sig selv.

»Kan hans familie klare alt det, han lader dem gå igennem i et af de mest nyskabende og selvinvolverende oplysningsprojekter, denne avis kan opvise?«, spurgte Christian Jensen.

Derfor kom chefredaktøren også med en kærlig opfordring til Politiken-journalisten om at bruge de 10.000 kroner, der hører med prisen, på sin familie.

»Som en slags journalistisk svie og smerte-kompensation kunne du måske købe din børns Roskilde-billetter i år«, lød opfordringen.

Per Munch selv modtog prisen med taknemmelighed for sin arbejdsplads, selvom netop det ord for ham ikke er det rigtige at beskrive Politiken med.

»For mig er det her ikke en arbejdsplads, det er en legeplads. Jeg er stolt over at være et sted, der tør bruge folks særheder«.