Tidligere nyhedschef på Radio24syv Kristoffer Eriksen bliver chefredaktør for Ekstra Bladets gravergruppe.
Journalist Kristoffer Eriksen, der tidligere har været på Radio24syv og DR, bliver en del af chefredaktionen på Ekstra Bladet.
Det oplyser Ekstra Bladets ejer, JP/Politikens Hus, i en pressemeddelelse.
Kristoffer Eriksen bliver chefredaktør for Ekstra Bladets gravergruppe, der tæller omkring 20 journalister.
Han har senest været nyhedschef på Radio24syv, frem til at radiostationen lukkede 31. oktober.
Før det har han blandt andet arbejdet for DR-programmet Detektor, der faktatjekker mediers historier.
Samtidig har Ekstra Bladet forfremmet Pernille Holbøll til chefredaktør for avisens onlinedel. Hun har tidligere været digital chef samme sted.
De to får reference til Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Poul Madsen.
»Med de to nye chefredaktører går fornyelse og tradition op i en højere enhed. Begge er ærgerrige, nysgerrige og med den helt rigtige Ekstra Bladske tilgang til journalistik«, siger Poul Madsen.
»Både Pernille og Kristoffer forstår, hvor vigtigt det er at turde, hvor andre tier, fordi alt for mange journalistiske medier lader sig spise af med halve forklaringer og hele løgne fra dem, der bærer de gyldne kæder«, siger han i pressemeddelelsen.
De to nye chefredaktører starter i deres nye job 1. januar.
Tidligere i år stoppede chefredaktør Karen Bro, der valgte at søge nye udfordringer.
Hun skal starte et nyt internationalt medie rettet mod kvinder.
Ritzau
fortsæt med at læse
Kristoffer Eriksen er den type vært, der kan redde et helt program
-
På Radio24syv skåler de i Fernet Branca i dag: Men er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?
-
Ekstra Bladets chefredaktør: »Vi begik den fejl i begyndelsen, at vi dækkede det, Rasmus Paludan gjorde, som en slags fodboldkamp«
-
Hun flygtede ind i druk og fester efter sin brors død: Nu skal Ditte Okman skilles fra sin mand og fra sin radiostation



























