Trumps tweets udsat for retorikere og psykiatere, der udlægger versaler og udråbstegn. Og en detroniseret pinseprædikant fra Bornholm, der har luret, at det gælder om at holde taler, hvor man tænker: ’ja’, ’ja’, ’ja’ og ’ja’ så mange gange, at det bliver svært at tænke ’nej’, når han til sidst tilbyder Jesus.
Sådan lyder overskrifterne for et par nye programmer, der skal fange de yngre streamere på DRTV. Ved at fokusere på detaljen, nørderiet og det uventede vil DR forsøge at få yngre danskere til at se kultur- og samfundsprogrammer i et nyt, eksperimenterende hjørne af DRTV, der har premiere i dag uden værter, men med en personlig fortælling, der går hånd i hånd med et fagligt tema.




























