Kære læsere
Vi lever i utrygge og usikre tider. Stort set dagligt er der nye regeringsindgreb eller foruroligende nyheder om coronaens smitte, udbredelse og konsekvenser. Både sundhedsmæssigt, økonomisk og mentalt.
Det påvirker os alle. Også alle os, der laver Politiken. Netop nu er der brug for troværdig og sober journalistik og information om, hvordan vi skal forholde os i den nationale undtagelsestilstand. Netop det anser vi for at være vores fineste opgave, og derfor gør vi alt, hvad der står i vores magt – og inden for sundhedsmyndighedernes anbefalinger – for at informere, guide og sætte kritisk-konstruktivt perspektiv på det stykke danmarks- og verdenshistorie, vi alle lige nu er vidner til.
Selv om langt størstedelen af Politikens medarbejderne allerede fra onsdag har arbejdet hjemmefra, så har vi indtil videre formået at udkomme med faktisk endnu flere coronarelaterede artikler på politiken.dk og en printavis, der ligner sig selv i omfang og sektioner. Desuden har vi udvidet vores coronadækning med en daglig podcast, hvor vi tager ét dagsaktuelt emne under behandling.
Vi har fået kørt computere rundt til nøglemedarbejdere og skabt nye arbejdsgange med digitalt opkoblede møder, så vi uden nævneværdige problemer kan sikre de journalistiske forsynings- og kommunikationslinjer. Jeg kan forsikre om, at vi også i de kommende dage og uger vil bestræbe os på, at læserne kommer til at opleve så få gener som overhovedet muligt. Men helt uden konsekvenser bliver det ikke.
Vi kommer til at fokusere kræfterne endnu mere, så vi kan opretholde en intensiv dækning af kvalitetsjournalistik om coronavirussens videre udvikling og konsekvenser både herhjemme og internationalt.
Fra denne uge vil vi derfor midlertidigt at indstille udgivelsen af printsektionerne Film/TV og Bøger. Det er vigtigt at understrege, at film-, tv- og bogstoffet i denne periode vil blive integreret som en del af vores øvrige kulturdækning både på print og digitalt. Vi vil guide til den bedste litteratur og de bedste tv/streaming/podcast-oplevelser i en tid, hvor man har brug for netop fordybelse og eftertanke. For vores printlæsere vil vi give mulighed for lidt ekstra hjernegymnastik med en ekstra helsides krydsord, som vi bringer dagligt i enten 1. sektion eller Kultur fra og med onsdag i denne uge.
Kommer vi til at lave andre ændringer af din daglige Politiken – hvad enten du er print- eller digitalabonnent – så holder vi dig løbende orienteret.
Vi lever i usikre tider, men på Politiken forsøger vi at bidrage med kvalitetsjournalistik, der kan give dig både nyheder og nyt perspektiv på en hverdag og verden, der forandrer sig for altid time for time, dag for dag.
Med venlig hilsen
Christian Jensen
fortsæt med at læse




























