»Vi anerkender, at vi har brudt ophavsretten, men det gjorde vi i en større sags tjeneste«, siger Ekstra Bladets chefredaktør.

»En større sags tjeneste«: Ekstra Bladet og TV 2 indgår forlig i sag om skjulte optagelser

Chefredaktør Poul Madsen er tilfreds med forliget, der betyder, at TV 2 kan sende en regning til Ekstra Bladet, der til gengæld får lov at beholde tre klip fra dokumentaren på sin hjemmeside. Arkivfoto Rasmus Flindt Pedersen
Chefredaktør Poul Madsen er tilfreds med forliget, der betyder, at TV 2 kan sende en regning til Ekstra Bladet, der til gengæld får lov at beholde tre klip fra dokumentaren på sin hjemmeside. Arkivfoto Rasmus Flindt Pedersen
Lyt til artiklen

Ekstra Bladet og TV 2 har indgået et forlig i en sag om skjulte optagelser af en dement kvinde.

Det skriver eb.dk.

Ekstra Bladet må fortsat vise det omstridte videoklip, som viser plejepersonalets håndtering af en 90-årig dement kvinde på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

Forliget betyder, at TV 2 kan sende en regning, og det er de meget velkomne til, siger Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen til eb.dk.

»Vi anerkender, at vi har brudt ophavsretten, men det gjorde vi i en større sags tjeneste«, siger Poul Madsen.

Nyhedschef på TV 2 Mikkel Hertz siger til eb.dk, at aftalen er »acceptabel på det grundlag, der var«:

»De har blankt erkendt, at de har krænket ophavsretten, og vi må sende en regning. Det er skud i luften af få slettet det, der allerede er kommet ud. Det ligger på YouTube og deres hjemmeside«.

Videre oplyser han, at TV 2 vil gå til Højesteret for at få omgjort det fogedforbud, der er nedlagt mod at vise dokumentaren på stationen.

I sidste uge blev der i Vestre Landsret nedlagt et fogedforbud, så TV 2 ikke kunne offentliggøre de skjulte optagelser fra plejehjemmet.

Optagelserne skulle have indgået i en dokumentar om angiveligt kritisable plejeforhold på det pågældende plejehjem i Aarhus.

Ikke nye klip på eb.dk

Da Ekstra Bladet mandag aften valgte at lægge klippet ud på sin hjemmeside, valgte TV 2 at sende en såkaldt forbudsbegæring til Ekstra Bladet såvel som Københavns Byret.

Kravet lød, at Ekstra Bladet skulle fjerne optagelsen.

Forliget mellem parterne er blevet indgået i Københavns Byret her til formiddag.

Mediet må lade de optagelser, som allerede er offentliggjort, ligge på sin hjemmeside, men må ikke offentliggøre nye klip.

Optagelsen viser den 90-årige Else, der har problemer med at komme af med sin afføring. Plejepersonalet hejser hende derfor op i en lift over hendes seng.

Her tilskyndes hun til at lave afføring ned på en ble på sengen.

Men kvinden, der lider af demens, giver på optagelsen udtryk for, at hun har ondt, og beder adskillige gange om at blive hejst ned igen.

Det var den ældre kvindes familie, der oprindeligt kontaktede TV 2, da de var bekymrede for plejehjemmets behandling af Else. På den baggrund opsatte TV 2 skjulte kameraer i hendes bolig.

Aarhus Kommune, der står for driften af plejehjemmet Kongsgården, krævede, at TV2’s dokumentar blev stoppet.

Og det skete, da der blev nedlagt fogedforbud.

Ritzau/Politiken.dk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her