Jeg har tidligere på denne plads argumenteret, at mediernes – ikke mindst Politikens – beretninger om et ulmende ungdomsoprør var noget spekulative. Det mener jeg ikke længere. En kulturkamp, som er drevet frem af de unge voksne, er tydeligvis i gang.
Jeg er blevet klogere ved at tale med mine børn, læse avis og se tv-nyheder gennem de seneste tre-fire måneder. Klogere og en del mere bekymret. På egne vegne, på samfundets og på mediernes.
På det personlige plan har jeg måttet sande, at de værdimæssige forskelle mellem mine børns generation og min egen er reelle og dybe som Marianergraven. Vi er enige om meget – at der skal ske noget med klimaet nu, og at forskelsbehandling og overgreb af enhver art skal bekæmpes. Og bekæmpes hårdere. Vi er også enige om, at flødeis med ordet eskimo i navnet hører til på historiens mødding. Men vi er temmelig uenige om, hvordan vi så skal styre fællesskabet i en bedre retning. Jeg har også måttet indse, at jeg – i kraft af min identitet som ciskønnet, heteronormativ, 53-årig, protestantisk, hvid, ikketatoveret mand – betragtes som problemet, ikke en del af løsningen. Det kan godt gøre mig lidt urolig.
På samfundets vegne er jeg bekymret for, om vi mister evnen til at føre en fornuftig demokratisk samtale, når debatten om de svære spørgsmål, klima, diskrimination, køn osv., udspiller sig som verbal guerillakrig mellem befolkningsgrupper, som skriger ad hinanden, men sjældent lytter. Som insisterer på deres, men ikke anerkender andres.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
