Medarbejderne forstår ikke, at man kan nedlægge otte stillinger efter ekstraordinær indsats under coronakrisen. Chefredaktør Poul Madsen kalder det »en lortedag«.

»Det er i den grad en svinestreg«: Ekstra Bladets journalister strejker efter fyringer

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger
Lyt til artiklen

De journalistiske medarbejdere på Ekstra Bladet har nedlagt arbejdet og er gået hjem, efter at avisens ansvarshavende chefredaktør, Poul Madsen, annoncerede en sparerunde tidligere i dag.

Otte personer har fået at vide, at deres stillinger er blevet nedlagt. Det drejer sig om de medarbejdere, der udvælger billeder til avisen - tre billedredaktører og en billedbearbejder, samt tre ansatte i den grafiske afdelingen. Derudover er en tv-vært afskediget.

»Fyringsrunden kommer i kølvandet på en ekstraordinær coronakrise, hvor medarbejderne har kæmpet for at få virksomheden igennem krisen. At ledelsen kvitterer med en spareplan og nedlæggelse af stillinger, er i den grad en svinestreg«, skriver medarbejderne i en udtalelse ifølge fagbladet Journalisten.

Ekstra Bladet vil stadig udkomme på print og digitalt i dag og i morgen.

Medarbejderne kritiserer, at JP/Politikens – der udgiver Ekstra Bladet – ikke har kunnet finde penge til at sikre medarbejderne, selv om koncernen har millionoverskud.

»Medarbejderstaben har i årevis bidraget til Ekstra Bladets store millionoverskud. En indsats, der har haft afgørende indvirkning på JP/Politikens milliardstore pengetank. Men end ikke under den største krise i nyere dansk historie vil koncernen bruge penge på at sikre medarbejderne. Vores utilfredshed og skuffelse over denne beslutning er monumental«, lyder det fra medarbejderne.

Chefredaktør Poul Madsen kalder på netavisen Journalisten.dk dagen for en »lortemandag«.

»Vi har nedlagt nogle funktioner, hvor vi har sagt, at vi kan undvære dem. Vi ville allerhelst have beholdt dem, men vi er nødt til at omlægge«.

Avisen vil i de næste 14 dage forsøge at omplacere medarbejderne til et andet job, siger han.

Avisens seneste fyringsrunde var i 2016, hvor avisen afskedigede alle faste fotografer og layoutere – otte personer i alt.

Lars Dahlager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her