Tre medarbejdere på Ekstra Bladet har fået disciplinære påtaler for krænkende adfærd, oplyser chefredaktør.

Ekstra Bladet giver påtaler til tre medarbejdere for krænkelser

Chefredaktør på Ekstra Bladets, Poul Madsen, har  efter en intern undersøgelse givet tre påtaler for krænkelser. Foto: Anthon Unger
Chefredaktør på Ekstra Bladets, Poul Madsen, har efter en intern undersøgelse givet tre påtaler for krænkelser. Foto: Anthon Unger
Lyt til artiklen

Ekstra Bladet giver tre medarbejdere påtaler, efter at avisen har foretaget en intern undersøgelse af sexisme på arbejdspladsen.

Det skriver Mediawatch.

»Ud fra sagerne har vi truffet nogle disciplinære foranstaltninger, som har medført, at tre medarbejdere på Ekstra Bladet har fået disciplinære påtaler«, siger ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen.

Poul Madsen oplyser desuden, at tre tidligere medarbejdere er blevet informeret om, at de ville have fået en disciplinær sanktion, hvis de stadig havde været ansat.

Chefredaktøren vil ikke uddybe, hvad hver enkelt påtale drejer sig om.

Forfremmede krænkende chef

I september skrev 46 tidligere og nuværende ansatte under på, at Ekstra Bladet havde en sexistisk kultur, hvor ledelsen ikke lyttede til klager.

De 46 skrev i et brev, at de oplevede ’nedladende kommentarer om deres udseende eller lumre mails, mens nogle endda fysisk oplevede seksuelle krænkelser, der grænser til eller ligefrem var overgreb’.

Chefredaktør Poul Madsen blev i samme omgang kritiseret, fordi han havde givet en medarbejder en skriftlig advarsel for krænkende adfærd, men samtidig forfremmet ham.

Poul Madsen sagde i september til DR, at han fortrød, at han håndterede situationen, som han gjorde.

»Det er en meget ulykkelig sag mellem to ledere. Man skal huske på, at det er to sidestillede ledere, der havde et hund og kat-forhold til hinanden. Derfor var jeg nødt til at skride ind overfor det og lave om på det. Hvis man kunne rulle tiden tilbage, så havde jeg selvfølgelig ikke udnævnt ham på det tidspunkt«, sagde han.

Rettelse: Det fremgik tidligere, at der var tale om en ekstern undersøgelse af sexisme på Ekstra Bladet. Undersøgelsen er udført internt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her