I USA er der ingen pressenævn. Traditionen er, at hvert medie selv må holde orden i eget hus. Og det gør de fleste af dem så ikke. Og ethvert tilløb til en fælles forståelse af ret og vrang er skudt sønder under den medieetiske nedsmeltning, der længe prægede Fox News og nu står stærkest på Breibart, One America, Newsmax og de andre medier, der har banet vej for ekstreme angreb på USA’s centrale demokratiske institutioner.
USA-mareridtet vidner om, hvor vigtigt det er at have stærke institutioner, der er transparente, effektive og fair. Nogle gange kan det lyde lidt kedeligt. Hvem har lige lyst til at læse folketingsvalgloven med kommentarer på over 600 sider. Men det er et vigtigt værk. Det danske valgsystem er solidt dokumenteret, og de mange valgbestyrelser og embedsmænd har ingen tvivl om grundlag og regler. Det er svært at rokke.




























