Sjældent har der været så mange underholdende detaljer i en tyk offentlig rapport om et alvorligt emne. Gå derfor trygt i gang med denne her: ’Håndteringen af covid-19 i foråret 2020’. Det er et manus, som næste sæson af ’Borgen’ får svært ved at hamle op med.
Rapporten på 598 sider er lavet af den udredningsgruppe, som Folketinget i juli 2020 bad om at analysere forløbet. Professor Jørgen Grønnegård Christensen blev formand, og gruppen har fra centrale ministerier, styrelser, Rigspolitiet mv. kunnet rekvirere de relevante dokumenter herunder også mails, mødereferater, telefonnotater og meget mere. Noget, de fleste journalister ofte kun kan drømme om som følge af landets meget skrappe regler om aktindsigt.