Qvortrup skifter stillingen som politisk redaktør på B.T. ud med rollen som ansvarshavende chefredaktør på EB.

Henrik Qvortrup bliver ny chefredaktør på Ekstra Bladet

Qvortrup blev dømt i 2016 for sin medvirken i den såkaldte Se og Hør-sag. Han fik tre måneders frihedsberøvelse i fodlænke og 200 timers samfundstjeneste. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Qvortrup blev dømt i 2016 for sin medvirken i den såkaldte Se og Hør-sag. Han fik tre måneders frihedsberøvelse i fodlænke og 200 timers samfundstjeneste. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

B.T.’s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, bliver ny ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet fra 1. juli.

Det oplyser JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

57-årige Qvortrup har tidligere været politisk kommentator på Ekstra Bladet, ligesom han har været politisk redaktør på TV2, chefredaktør på Se & Hør og chefredaktør på B.T.

Ekstra Bladets tidligere ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen stoppede i stillingen i marts. Han havde været ansvarlig for avisen i 14 år.

Qvortrup anser avisen som ’indbegrebet af den fjerde statsmagt’ udtaler han i meddelelsen.

»Ekstra Bladet er - når det er skruet rigtigt sammen - indbegrebet af den fjerde statsmagt. Den position agter jeg at udbygge yderligere. Jeg glæder mig til at sætte mit præg på et medie, der skal være ambassadør for den store del af danskerne, der i dag ikke oplever sig repræsenteret af samfundseliten«, udtaler han.

Qvortrups tid på Se & Hør bliver især husket for, at bladet under hans ledelse betalte sig til personfølsomme data fra kendte personer via en såkaldt tys-tys kilde, der lækkede data fra Nets.

Qvortrup blev dømt i 2016 for sin medvirken. Han fik tre måneders frihedsberøvelse i fodlænke og 200 timers samfundstjeneste.

Det bemærker JP/Politikens Hus sig også i meddelelsen, men Qvortrup siger, at det er et afsluttet kapitel.

»Se & Hør-sagen er mit livs største fejltagelse. Jeg har modtaget min dom og har afsonet den. Og det er klart, at jeg har lært rigtig meget af min fejl«, lyder det.

I pressemeddelelsen fra JP/Politikens Hus oplyses det, at Pernille Holbøll, der siden Poul Madsens afsked har været konstitueret ansvarshavende chefredaktør, vil blive udnævnt som ledende chefredaktør med særligt ansvar for redaktionel og organisatorisk udvikling.

På Twitter skriver nuværende chefredaktør Kristoffer Eriksen i umiddelbar forlængelse af offentliggørelsen, at han har besluttet at forlade Ekstra Bladet. »I næste uge kommer der nyt om mine fremtidige gøremål«, fortsætter han.


ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her