0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Qvortrup glad efter frifindelse, men ...: »Den her sag vil klæbe til mig for altid. Sådan er det. Jeg ligger, som jeg har redt«

Tidligere chefredaktører på Se og Hør, Henrik Qvortrup og Kim Henningsen, er i dag blevet frifundet i retssag relateret til Se og Hør-sagen. Det samme gælder Aller Media og ’tys-tys-kilden’.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Stine Tidsvilde/Ritzau Scanpix
Foto: Stine Tidsvilde/Ritzau Scanpix

57-årige Henrik Qvortrup er i dag politisk redaktør på B.T. og vært på podcasten Q&CO.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Journalist Line Baun Danielsen har i dag ved Københavns Byret tabt en retssag om privatlivskrænkelse mod de tidligere Se og Hør-chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen; Aller Media, der udgiver ugebladet; samt den såkaldte ’tys-tys-kilde’.

Alle de sagsøgte er dermed blevet frifundet, og Line Baun Danielsen skal selv betale sagens omkostninger.

Journalistens søgsmål relaterer sig til Se og Hør-sagen, hvor ugebladet Se og Hør modtog ulovlige oplysninger om kendtes kreditkortaktivitet fra netop ’tys-tys-kilden’. I Line Baun Danielsens tilfælde blev 43 oplysninger om hendes kreditkort videregivet til ugebladet.

Retten fandt, at journalisten har været udsat for grove krænkelser af hendes privatliv, men at krænkelserne ikke giver hende ret til en økonomisk godtgørelse, da de »efter deres karakter og omfang ikke er egnet til at påvirke selv- og æresfølelse«, som det lyder i domsafsigelsen.

Henrik Qvortrup, der i dag arbejder som politisk kommentator på B.T. og som allerede har afsonet en fængselsstraf for sin rolle i Se og Hør-sagen, er selvsagt tilfreds med dagens afgørelse.

»Der er jo ingen vindere i den her sag, men jeg er tilfreds med udfaldet. Og det kommer ikke bag på mig, må jeg så også sige. Det gør det ikke, fordi Højesteret jo for et år siden behandlede en sag, der er fuldstændig parallel med den her: nemlig sagen om Morten Helveg Petersen (EU-parlamentsmedlem for Radikale Venstre, red.). Der blev jeg frifundet. Og det havde overrasket mig noget, hvis byretten kom frem til det stik modsatte resultat af fem højesteretsdommere«, lyder det fra Qvortrup.

Han regner dog ikke med nogensinde at kunne ryste Se og Hør-sagen af sig.

»Den her sag vil klæbe til mig for altid. En enkelt Google-søgning vil forvisse dig om, at jeg ikke kommer til at kaste den af mig. Sådan er det. Jeg ligger, som jeg har redt. Men jeg håber på, at jeg sidenhen har bevist, at jeg kan være andet end ham, der begik en straffelovsovertrædelse for 12 år siden«.

Nogle ret alvorlige omkostninger

Også komiker Casper Christensen, musikproducer Remee og tre andre kendisser har fredag fået afsluttet søgsmål relateret til Se og Hør-sagen, der ligeledes involverede alle de ovenstående parter – udover Henrik Qvortrup.

Her blev dommen ligeledes en frifindelse af de sagsøgte på trods af, at retten også her fandt, at alle sagsøgere havde været udsat for alvorlige krænkelser af deres privatliv.

Brian Christian Werner Larsen, der er de kendtes advokat i sagen, mener at dommen er et nederlag for retstilstanden i Danmark.

»Jeg synes, det er ærgerligt, at vi med dommen får en retstilstand i Danmark, hvor vi tillader alvorligt krænkende forsider, der tilmed er tilvejebragt på den måde, som er tilfældet, med økonomisk vinding som formål. Jeg synes ganske enkelt, at afgørelsen er forkert«.

Slutter sagen her?

»Jeg har ikke nået at tale med alle sagsøgerne endnu. Men det her bliver jo også i høj grad et spørgsmål om, hvor meget økonomi man vil ofre. Det er jo nogle ret alvorlige omkostninger, der er blevet pålagt sagsøgerne. Samlet set over 580.000 kroner«.

Se og hør-sagen forfra

Henrik Qvortrup, der var chefredaktør på Se og Hør fra 2001 til 2008, hvor en del af den ulovlige overvågning blev udført, har allerede afsonet en fængselsdom for sin rolle i sagen.

En sag, der begyndte at rulle tilbage i 2014, da den tidligere journalist ved ugebladet Ken B. Rasmussen udgav bogen ’Livet, det forbandede’.

Her afslørede journalisten, hvordan han og kollegaen Kasper Kopping i deres tid på Se og Hør regelmæssigt modtog oplysninger om kendtes kreditkortbevægelser fra ’tys-tys-kilden’, der dengang arbejdede hos IBM – en underleverandør til betalingsservicen Nets.

Oplysningerne brugte ugebladet til at følge med i de kendtes gøren og laden. Metoderne var imidlertid ulovlige, og derfor faldt der allerede tilbage i 2016 flere domme i sagen.

’Tys-tys-kilden’ blev straffet med halvandet års fængsel og fik beslaglagt 365.000 kroner, som vedkommende havde modtaget fra Se og Hør for sine ulovlige oplysninger.

Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup blev idømt 1 år og 3 måneders fængsel. De tre måneder skulle afsones med det samme, mens det sidste år var betinget. Derudover blev han idømt 200 timers samfundstjeneste. Hans afløser i chefredaktørstolen, Kim Henningsen, fik et års betinget fængsel og ligeledes 200 timers samfundstjeneste.

Journalisterne Ken B. Rasmussen og Kasper Kopping blev hver især straffet med fire måneders betinget fængsel – Ken B. Rasmussen desuden med 100 timers samfundstjeneste.

Endelig fik udgiveren Aller Media en bødestraf på 10 millioner kroner.

Foruden Line Baun Danielsen har 19 kendte danskere tidligere lagt sag an mod Henrik Qvortrup for hans ansvar for krænkelse af deres privatliv.

I 2018 valgte de dog at trække sig fra søgsmålet med den begrundelse, at de større krænkende overvågninger ikke var foregået i Qvortrups tid som chefredaktør på ugebladet.

Læs mere:

Annonce

Læs mere