»Hvordan slap vi gennem ugen? Hvad står urokkeligt tilbage, og hvad bør glemmes i en fart?«.
Sådan lyder programbeskrivelsen i DK4’s aktualitetsprogram ’I ugens løb med Jens Gaardbo’, der, som navnet indikerer, har tidligere TV 2-vært og nyhedschef Jens Gaardbo ved roret.
I programmet synes den stærkt omdiskuterede dokumentarserie ’MeToo: Sexisme bag skærmen’ dog at ryge i kategorien af historier, der bør glemmes i en fart.
Jens Gaardbo, som stoppede på TV 2 i december 2020 på baggrund af en advokatundersøgelse, som konkluderede, at han i sin tid som nyhedschef fra 1997-2003 havde udvist »dårlig dømmekraft«, siger i programmet:
»Der er også i ugens løb blevet skrevet en del om den dokumentar, som især de københavnske medier har beskæftiget sig med. Det beskæftiger vi os ikke med«.
Men selv om man i et aktualitetsprogram kunne forvente, at en historie, der har været så aktuel som dokumentarserien, bliver taget op, er det slet ikke programmets præmis, siger kommunikationsdirektør på DK4 Steen Andersen.
»Programmet, som Jens Gaardbo er vært på, beskæftiger sig med ugen der gik, og specielt de historier, som ikke trak de store overskrifter i medierne. Derfor skal han naturligvis ikke tale om TV 2 og #MeToo. Hele programkonceptet handler om at tale om det, der blev overset i malstrømmen af journalistik i løbet af ugen«.
Men hvorfor vil I ikke i jeres aktualitetsprogram beskæftige jer med en historie, der i den grad har været aktuel i ugens løb?
»Fordi det gør programmet ikke. Og så sender vi jo i øvrigt dokumentaren senere, så vi kommer jo til at beskæftige os rigeligt med den. Jeg ved jo godt, at du er på udkig efter, at der har siddet en redaktionschef, som har sagt, at den dokumentar beskæftiger vi os ikke med. Men det er ikke sådan, det fungerer«.
Hvordan fungerer det så?
»Det fungerer sådan, at Jens Gaardbo laver sine historier ud fra det koncept, der går på, at han beskæftiger sig med historier, som ikke nåede til tops i nyhedsstrømmen«.
Dårlig dømmekraft
I dokumentarserien ’MeToo: Sexisme bag skærmen’, der siden sidste mandag har kunnet ses på discovery+ fortæller 11 kvindelige TV 2-medarbejdere, at de har været udsat for magtmisbrug, seksuelle tilnærmelser og grænseoverskridende sexistisk adfærd fra mandlige chefer.
Dokumentaren vises senere på DK4, hvor Gaardbo altså nu er vært.
I dokumentaren vises et billede af en artikel med overskriften ’TV 2 vært stopper – udviste dårlig dømmekraft for 20 år siden’, som henviser til Jens Gaardbo. Efterfølgende bringes et trykt citat fra Gaardbo, som oprindelig blev givet, da TV 2 udsendte en pressemeddelelse om Gaardbos opsigelse for cirka et år siden:
»Det er ganske vist længe siden, og tiden var en anden. Men jeg er enig i, at der var eksempler på dårlig dømmekraft, og at jeg i visse tilfælde opførte mig forkert«.
»Det var ikke i overensstemmelse med den værdighed, der bør være i jobbet som leder – eller i jobbet som et af stationens ansigter udadtil. Det tager jeg nu ansvaret for og konsekvensen af«.
Steen Andersen, når I vælger ikke at komme ind på dokumentaren, så har det ikke noget at gøre med, at det er Jens Gaardbo, som stoppede på TV 2 på grund af dårlig dømmekraft i sin tid som nyhedschef, der er vært på programmet?
»Nej. Der er ikke nogen sammenhæng der. Han ville ikke være tro mod konceptet, hvis han havde givet dokumentaren yderligere behandling«.
Så hvem er det, der har truffet beslutningen om ikke at diskutere dokumentaren i aktualitetsprogrammet?
»Det tror jeg, at Jens har, fordi programmets præmis er ... ja det behøver jeg vel ikke forklare igen?«.
Burde I så ikke rette programbeskrivelsen på hjemmesiden?
»Jo det kan godt være, at det skulle stå endnu mere præcist«.
En fremragende journalist
Hvordan synes du, at det ser ud, når det er Jens Gaardbo, der sidder i et aktualitetsprogram og helt aktivt siger, at han ikke vil beskæftige sig med dokumentaren?
»Det er, synes jeg, fint i tråd med programmets koncept. Jeg ved godt, at folk på sociale medier har bemærket det. Han har ikke en chance der, uanset hvad han havde sagt eller ikke sagt. Der vil altid være nogle, der føler sig krænket, stødt, forfærdet eller lignende. Det tager vi med sindsro. Programmets koncept er at beskæftige sig med de historier, som ikke var breaking«.
Synes du ikke, at det er mærkeligt, når en dokumentar har været så aktuel, at man ikke berører den i et aktualitetsprogram?
»Det kan da godt være, at der er nogen, der synes, at det er mærkeligt. Vi mener, at det er helt i overensstemmelse med programmets natur, at vi beskæftiger os med de historier, der ikke trak overskrifter. Når nu#MeToo i den grad har trukket overskrifter i den forgangne uge, så er der jo en masse historier, som Jens Gaardbo kunne tage fat i, som er gået under radaren«.
Hvad er det så for nogle historier, som man på programmet har ment var aktuelle at behandle?
»Jeg sidder ikke med i redaktionen, så det kan jeg desværre ikke sige«.
Er der noget efter dokumentarserien, der giver anledning til at genoverveje Jens Gaardbos ansættelse på DK4?
»Han er sådan set ikke ansat. Han er hyret ind til at lave seks programmer. Han har lavet de tre første, og så laver han tre mere inden jul, og så ser vi, hvad vi synes om det hver især. Så han er helt almindelig freelancer«.
Men er der så noget efter dokumentarserien, der giver anledning til at genoverveje hans freelanceansættelse på DK4?
»Jens Gaardbo har i en menneskealder dokumenteret, at han er en fremragende journalist, og de kapaciteter vil vi gerne trække på. Så er han blevet kritiseret for at have udvist upassende opførsel på TV 2. Det er næsten 20 år siden, og jeg tror, at han har taget ved lære af det. Han har ikke noget ledelsesansvar på DK4, og der er ikke nogen hos os, der er utrygge ved ham. Han er en fremragende journalist«, siger Steen Andersen.
fortsæt med at læse
Flere kendte TV 2-kvinder står frem i dokumentar. Ingen af de anklagede chefer stiller op
-
Stå nu frem: Jyllands-Postens chefredaktør vil ikke forveksles med de anklagede TV 2-chefer
-
Portræt: Engang stod succeserne i kø for Michael Dyrby
-
Anmeldelse: TV 2 står efter denne dokumentar som minimum tilbage som et sted, hvor granvoksne magtfulde mænd så en trekant med praktikanten som en fortjent bonus


























