Medarbejder er fyret med øjeblikkelig virkning efter klage om krænkende adfærd, oplyser Berlingske.

Ny krænkelsessag hos Berlingske: Medarbejder fratræder øjeblikkeligt

Foto: Niels Hougaard
Foto: Niels Hougaard
Lyt til artiklen

Berlingske har tirsdag fyret en medarbejder på grund af krænkende adfærd. Det bekræfter Mette Østergaard, der er chefredaktør på Berlingske, over for Berlingske.

Medarbejderen har fratrådt sin stilling, efter at chefredaktionen i november modtog en klage om krænkende adfærd.

»Klagen har en sådan karakter, at vi beslutter os for, at vi skal handle på den«, siger Mette Østergaard til Berlingske.

Hun fortæller, at de har fået hjælp af Human House, der er specialister i at undersøge krænkelsessager. Human House samlede en rapport, som chefredaktionen modtog mandag, oplyser hun.

»Konklusionen i rapporten er ganske klar, og det er på baggrund af den konklusion, at vi på Berlingske har sagt farvel til den pågældende medarbejder, som har fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning, siger chefredaktøren.

Samtidig oplyser hun, at medarbejderen ikke er en chef.

»Fordi det er en personalesag, kan jeg ikke oplyse, hvilken medarbejder det er, men jeg kan sige, det ikke er en chef, der har fratrådt sin stilling. Vi kan heller ikke sige mere om, hvad krænkelsens karakter er«, siger Mette Østergaard.

Også fyring på B.T.

Der har den seneste uge været fokus på håndteringen af sager om krænkelser i Berlingske Media.

I sidste uge kom det frem, at en redaktør har sendt truende beskeder til en studentermedhjælper på B.T., som ligesom Berlingske er en del af Berlingske Media. Beskederne udløste i 2020 en advarsel til redaktøren, men der var ikke grundlag for en fyring, lød det fra koncernchef Anders Krab-Johansen og HR-chef Lise Glerup.

Det fik flere til at sætte spørgsmålstegn ved koncernens håndtering af sagen. Anders Krab-Johansen har nemlig erklæret nultolerance over for sexisme.

Mandag blev redaktøren fra B.T. dog opsagt efter at have sendt en ny krænkende besked.

Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard understreger, at sagen ikke har noget at gøre med de øvrige sager i huset.

»Det er klart, det er en hård tid for Berlingske Media, hvor mange sager falder sammen«.

»Jeg vil gerne understrege, at denne sag ikke har noget med de øvrige sager i huset at gøre. Det er en ny sag, som vi ikke har hørt om før november«.

Dog håber hun, at det øgede fokus på mediebranchen vil føre til færre af den slags sager i fremtiden.

»Det er rigtig ærgerligt og rigtig kedeligt, at der kan opstå sådan en sag, og jeg håber inderligt, at de diskussioner og det fokus, der er nu på mediebranchen, gør, at vi forhåbentlig får færre af den slags sager fremover«.

»Men når de kommer, skal de håndteres ordentligt«, siger Mette Østergaard til Berlingske.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her