Der er for megen fascination og for lidt kritik og fokus på løsninger, når publicistiske medier dækker ny teknologi.
I juni bragte Washington Post en historie om en Google-ingeniør, Blake Lemoine, der så og hørte syner. Han mente, at det kunstigt intelligente system (LaMDA), han arbejdede med i big tech-virksomheden, var sansende og opførte sig som en syvårig. Historien gik verden rundt gennem publicistiske medier, som spekulerede i, om han havde ret. I lørdags var det så Politikens tur til at give denne ene mand og hans vanvittige påstande masser af omtale. For hvad nu hvis.




























