En række danske podcastudgivere er nu så trætte af Apple Podcast, at de opfordrer de danske podcastlyttere til at droppe den populære podcasttjeneste og gå andre steder hen.
De oplever, at deres podcastepisoder ikke når frem til lytterne, og at de ikke kan komme i kontakt med Apple ad nogen kanaler for at få løst problemet, skriver de i en pressemeddelelse med overskriften: »Hold jer fra Apple Podcast«.
»Vi ved ikke, hvad problemet er, men kan konstatere, at alle vores udgivelser når frem til Apples systemer, men også, at de ikke når ud til brugerne. Og vi kan konstatere, at det er et problem, der er 100 procent isoleret til Apple Podcast. Vi har efterhånden skabt en del arbejdspladser på at udgive podcast, og dette er forretningskritisk for os«, skriver de i pressemeddelelsen.
I alt 12 podcastkanaler står bag opråbet. Det er Borgen Unplugged, NFL Showet, PL Showet og Golfshowet, der alle udgives af Qvortrup Media, de to fodboldpodcasts Brøndbylyd og Stemmer fra Ådalen (OB), cykelpodcasten Veloropa, samt Mediano 1, Mediano 2, Mediano Music, Mediano Health og Mediano Håndbold, der alle udgives af Mediano Media.
De skriver, at de har kontaktet Apple »på alle relevante kanaler« og har talt i telefon med Apple Support flere gange uden at få noget, der ligner en forklaring på problemet, eller en tilkendegivelse af, at Apple vil se på problemet.
Eric Ziengs, der er marketing- og podcastekspert, siger til Berlingske, at han er enig i, at brugerne bør benytte andre apps end Apple Podcast.
»Alle podcast-apps kan alligevel stort set det samme, og som podcastskaber er det frustrerende, at det er så godt som umuligt at komme i kontakt med Apple, når der er problemer,« siger han.
Politiken har kontaktet Apples pressetjeneste for at høre, hvad Apple siger til kritikken, men har ikke fået svar endnu.
fortsæt med at læse




























