Til december kommer den sidste udgave af Vi Unge.

En epoke er slut: Legendarisk dansk ungdomsmagasin lukker efter mere end 60 år

Isabella Hindkjær skal stå i spidsen for viunge.dk-universet, der fremadrettet bliver en del af femina.dk.  Foto: Aller Foto & Video
Isabella Hindkjær skal stå i spidsen for viunge.dk-universet, der fremadrettet bliver en del af femina.dk. Foto: Aller Foto & Video
Lyt til artiklen

Utallige pinlige historier.

Modens nyeste trends.

Og ikke mindst plakater af kendte idoler til værelset.

Ungdomsmagasinet Vi Unge har eksisteret i mere end 60 år, men nu er det slut.

Til december kommer den sidste udgave af bladet, fortæller udgiveren af magasinet, Aller Media, i en pressemeddelelse.

Efter december vil magasinet kun eksistere i webformat, mens magasinet de senere år kunnet fås både i papirform og på nettet.

Aller Media opretter en ny digital redaktion på tværs af medierne elle.dk, viunge.dk og femina.dk. Den nuværende Femina-chefredaktør, Isabella Hindkjær, bliver chef for den nye redaktion.

»Det er en stor ære at skulle stå i spidsen for tre af de stærkeste digitale redaktioner i Danmark, og jeg er overbevist om, at vi i fællesskab yderligere vil udbygge vores position som markedsledende aktualitetsmedier til danske kvinder og unge«, siger Isabella Hindkjær i pressemeddelelsen.

Sidste år relancerede Vi Unge sig selv, blandt andet ved at ændre fokus af indholdet.

»Fremover vil vi i højere grad italesætte emner, som i forvejen rører sig i samfundsdebatten, men altid på en måde, der møder læseren i øjenhøjde. Når der i medierne tales om f.eks. #MeToo, gør vi det også i Vi Unge, men ud fra læserens præmis«, kunne Nikita Hoffmann Andersen, chefredaktør på Vi Unge, fortælle i en pressemeddelelse.

Foruden indholdet fik magasinet nyt logo, ny visuel identitet og nyt layout.

En udvikling, som tilsyneladende ikke har sikret det ikoniske magasins overlevelse.

Vi Unge har stået på magasinhylderne siden 1958, da magasinet gik under navnet Filmjournalen. Målgruppen er piger mellem 13 og 18 år.

Astrid Simone Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her