Hvert år uddeles Spadestiksprisen til en lokal eller regional journalist eller en redaktion, som fortjener særlig ros for at have udfordret magthaverne.
I år går prisen til journalisten Rasmus Poulsen Larsen, som arbejder på DR Trekanten i Vejle. Han har afdækket borgerne i Grindsteds bekymringer for, om forurening gør dem syge. Og blandt andet afsløret, at Region Syddanmark ikke havde orienteret politikerne i Regionsrådet om, at to forskere fra Københavns Universitet mente, at forekomsten af neurologiske sygdomme blandt borgere i byen burde undersøges.
»En afsløring, som regionen ikke ville have frem. Som hverken offentligheden eller politikerne kendte til. Det gør de nu, og borgerne i og omkring Grindsted er på grund af dit arbejde nu sikret, at de får en fair undersøgelse af forureningens mulige konsekvenser«, sagde formanden for prisen, Allan Spangsberg, ved prisuddelingen.
Afsløringen har ført til, at grindstedborgernes sundhed skal undersøges.
Derudover modtager Politikens chefredaktør, Christian Jensen, Æresspadestikprisen for at have inspireret lokale og regionale medier til at bedrive mere kritisk og undersøgende journalistik.
»Christian Jensen været en engageret advokat for både ’Et Spadestik Dybere’-konferencerne og for Spadestiksprisen – og ikke mindst for formålet bag og værdien af begge«, lyder det.
Christian Jensen sidder som en del af juryen, der uddeler Spadestiksprisen, men æresprisen besluttes ikke af juryen. Den uddeles af Morten Brückner og Bruno Ingemann, som står bag initiativet ’Et Spadestik Dybere’, oplyser Bruno Ingemann.
fortsæt med at læse




























