VM 2022 i Qatar er en fantastisk mediehistorie – ladet med symboler på verdens store problemer. Centralt står en bundløs korruption og grov udnyttelse af fattige menneskers desperation. Hele cirkusset kører, fordi enorme mængder af fossile brændstoffer er blevet hentet op af undergrunden.
På dette grundlag er der skabt formuer til bestikkelse af internationale fodboldforbund og til at lave stadioner med aircondition i en skala, der kan få enhver klimaplan til at blegne. De mange oliemilliarder giver også rigelige midler til at finansiere et styre, der holder afvigere af enhver observans under kontrol.




























