Et tysk ugeblad lavede et interview med en kunstig intelligens, der svarede som Michael Schumacher.

Schumachers familie vil sagsøge ugeblad efter falsk interview

Michael Schumacher er en af historiens største Formel 1-koryfæer, men en skiulykke i 2013 betød, at han fik en alvorlig hjerneskade.  Foto: Luca Bruno/Ritzau Scanpix
Michael Schumacher er en af historiens største Formel 1-koryfæer, men en skiulykke i 2013 betød, at han fik en alvorlig hjerneskade. Foto: Luca Bruno/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ugebladet Die Aktuelle bragte i sin seneste udgave et ’interview’ med den tidligere racerkører Michael Schumacher. Det blev på forsiden lanceret som Schumachers ’første interview’ siden en alvorlig skiulykke i Alperne i 2013, hvor han fik en alvorlig hjerneskade.

Problemet var bare, at det slet ikke var Schumacher selv, der blev interviewet, og det får nu Ferrari-ikonets familie til at varsle retlige konsekvenser. Samtalen med Michael Schumacher blev helt bevidst ført med en kunstig intelligens. Det er ikke faldet i god jord hos familien, som ifølge Reuters vil lægge sag an mod ugebladet.

Det har været sparsomt med oplysninger om tyskerens helbred siden ulykken. Kun den nærmeste omgangskreds kender hans præcise tilstand.

I 2021 satte konen Corinna Schumacher dog lidt ord på familiens tilværelse i en dokumentar på Netflix.

»Vi bor derhjemme. Vi har terapi. Vi gør alt, hvad vi kan for, at Michael skal få det bedre, og for at sikre, at han er komfortabel, og at han mærker vores familie og bånd«, sagde hun.

»Det private er privat, som han altid sagde. Det er meget vigtigt for os, at han fortsat kan nyde sit privatliv så meget som muligt. Michael beskyttede altid os, og nu beskytter vi Michael«.

54-årige Schumacher vandt som racerkører syv mesterskaber i Formel 1.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her