Er du vant til at lytte til DR’s populære program ’Sara & Monopolet’, når du fyrer op for Spotify på din telefon, kommer du snart til at lytte forgæves.
Fra 20. maj vil podcastversionen af ’Sara & Monopolet’ udelukkende være at finde via DR’s egen platform, DR Lyd, og i den kommende tid vil DR fjerne flere af sine podcasttitler fra kendte tjenester som Apple, Podimo og Spotify.
DR er blevet alt for afhængig af disse apps, når de skal udkomme med podcasts, og det gør det svært for DR at løse sine public service-forpligtelser, siger Tine Godsk Hansen, der er chef for DR Lyd.
»De (kommercielle podcastplatforme, red.) favoriserer i stigende grad betalingsindhold, der gør det svært for lytterne at tilgå indhold fra DR, som de jo allerede har betalt for. Den anden grund er, at vi i DR Lyd kan præsentere danskerne for DR’s samlede lydunivers«, skriver Tine Godsk Hansen i en pressemeddelelse.
DR oplyser, at podcastversionen af ’Sara & Monopolet’ ugentlig har omkring 130.000 lyttere på tværs af de forskellige podcastplatforme og omkring en million lyttere live på P4.
»Nu lægger vi ud med ‘Sara & Monopolet – podcast’ som første skridt på vejen, og flere vil følge efter. Vi vil løbende informere lytterne, når vi flytter nye titler eksklusivt ind på DR Lyd«, siger hun.
Skaber friktion
Men den danske podcasttjeneste Podimo mener, at DR’s beslutning er udtryk for unfair konkurrenceforvridning, som i sidste ende kan ende med at begrænse tilgængeligheden af public service-indhold for danskerne.
»DR er sat i verden for at nå ud til flest mulige danskere med sit indhold. Indhold, der som bekendt er finansieret af brugerne selv over skatten. Derfor skal indholdet også møde brugerne, hvor de i forvejen er, fremfor at skabe friktion ved at tvinge folk til at lytte på flere platforme«, skriver Nikolaj Koppel, indholdsdirektør hos Podimo, i et svar til Politiken.
Ideen om, at alt ligger tilgængeligt alle steder, er allerede udfordret
DR siger, at public service-udbydere igennem længere tid er begyndt at trække deres lydindhold eksklusivt ind på egne platforme.
»På lang sigt er det bare et helt nødvendigt skridt at tage, hvis vi skal sikre et samlet, frit og tilgængeligt lydtilbud til danskerne. De fleste har nok allerede oplevet, at podcasts fra andre producenter ligger bag en betalingsmur, så ideen om, at alt ligger tilgængeligt alle steder, er allerede udfordret«, skriver Tine Godsk Hansen.
Ifølge DR står de kommercielle lydtjenester i dag for to ud af tre af alle afspilninger af DR’s podcasts.
Tine Godsk Hansen vil på nuværende tidspunkt ikke løfte sløret for, hvor mange podcasts der vil blive fjernet fra andre tjenester og fremover kun vil være tilgængelige i DR Lyd.
»Men det er den vej, det kommer til at gå«, siger hun.
fortsæt med at læse




























