Spurven døde, som den romerske digter Catul skrev i et af sine berømte digte. Og død er den, den lille, kvidrende fugl, som indtil for ganske nylig udgjorde det sociale medie Twitters berømte logo.
Natten til mandag blev både fuglen og navnet Twitter erstattet af et X efter ønske fra ejeren, Elon Musk. Noget af en omvæltning, når Twitter og den lille fugls kvidren (’to tweet’) er så tæt knyttet til at bruge platformen, at verbet ’at tweete’ efterhånden er blevet allemandseje.