Bibi Chemnitz var 13 år, da hun flyttede med sine forældre fra Nuuk til Aalborg. Det var en stor omvæltning, og for hendes far blev de nye omgivelser ingen succes. »Han kunne ikke se havet og kunne ikke sejle, når han havde lyst. Det endte med, at mine forældre blev skilt, og min far flyttede tilbage til Grønland«. Hun mærker selv samme savn, og det er ikke uden grund, at den kollektion, hun skal vise ved næste uges Copenhagen Fashion Week, hedder ’Home Sick’ – hjemve.
LÆS OGSÅ Modeblogger: »Så længe der er interesse, fortsætter jeg«
»Jeg savner Grønland. Min bror er lige flyttet derop, så jeg har heldigvis mange grunde til at tage på besøg«.
Bibi Chemnitz er den første modeskaber med grønlandske rødder, der har sit eget show i modeugen.
Hun har drevet tøjmærket, der bærer hendes navn, siden hun blev uddannet beklædningshåndværker fra Teko i Herning i 2005. Først med udgangspunkt i butikken Inuit – menneske på grønlandsk – i Aarhus, og siden med base i en kælderforretning i Brolæggerstræde i København.






























