Camilla Frank, tidligere chefredaktør på modemagasinet Alt for Damerne, er nu med til at lancere et netalternativ til modeinteresserede danskere. Fashion-Post hedder sitet, der åbner næste måned, og som også bliver en app. Fashion-Post er gratis og vil i realtid opdatere brugerne om trends, mode og livsstil.
»Jeg synes ikke, der findes et medie som det, vi har gang i her. Vi laver ikke et webmagasin eller en blog, men et medie, der skal servicere kvinder og andre med interesse for mode og livsstil, og som er gratis og opdateret i realtid. Personlig har jeg selv lige pludselig femten faneblade åbne, når jeg surfer på nettet, så jeg føler, at der mangler den her one stop-oplevelse, som Fashion-Post skal være«, siger Camilla Frank til MediaWatch.




























