Forskningscenter i design bliver nedlagt trods gode resultater

Regeringen spiller hasard med dansk designforskning ved at nedlægge Center for Designforskning, siger Dansk Erhverv.

Mode

Regeringen risikerer at smadre det unikke forskningsmiljø i design, der er opbygget på Center for Designforskning på Holmen i København, mener Dansk Erhverv.

Regeringen vil nedlægge centeret og flytte opgaverne til de tre designuddannelser i Kolding, Aarhus og København.

»Det er en hasarderet beslutning. Det er alt for tidligt at overføre opgaverne til skolerne. Vi tror ikke, at der er muskler til at løfte den vigtige opgave, som centeret varetager«, siger forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv Jannik Schack Linnemann.

Ødelægger udviklingen Center for Designforskning blev oprettet i 2003 for at opbygge forskningen i design herhjemme og sikre dansk design en international position. Og det er langt hen ad vejen lykkedes, mener Dansk Erhverv.



»Centret har været dygtigt til at bygge bro til erhvervslivet og formidle forskning. Vi frygter, at man nu ødelægger udviklingen af et dansk forskningsmiljø i design ved at smøre midlerne tyndt ud over tre forskningsinstitutioner. Centret har i dag en helt unik forskning, som ikke mange andre lande har. Det har på meget kort tid opnået international anerkendelse og er med til at profilere dansk design«, siger Jannik Schack Linnemann.

Forskningen skal skabe værdi
Også de danske designvirksomheders brancheforening, Danish Design Association, er bekymret.

»For os er det vigtigt, at forskningen i design bliver koordineret, ikke bare mellem de tre designskoler, men også med andre institutioner som DTU og CBS. Det kan Center for Designforskning. Samtidig er det vigtigt at få sat skub i nogle erhvervs-ph.d.er, så forskningen kan skabe værdi ude i virksomhederne«, siger direktør Gitte Just.

I stedet for at nedlægge Center for Designforskning burde det udbygges for at sikre »designforskning i verdensklasse«, mener hun:

Vi frygter, at man nu ødelægger udviklingen af et dansk forskningsmiljø i design



»Det her er et område, der har brug for at blive dyrket, og Center for Designforskning har den nødvendige viden og kompetence til det«.

Fordeling af goderne
Selv om designskolerne ikke selv har foreslået, at Center for Designforskning bliver nedlagt, forstår rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering i København ikke bekymringen.

»Da centret blev oprettet, var der ikke meget forskning i design, men nu har vi 40 ph.d.-studerende i gang på de tre skoler. Derfor er det fornuftigt, at man nu fordeler midlerne til de tre skoler«, siger Lene Dammand Lund.

»Dansk Erhverv behøver ikke at være bekymrede. Der kommer mere forskning for de samme penge«.

Lene Dammand Lund afviser også, at skolerne ikke har muskler nok til at løfte opgaven.

»Vi kan alt det, centeret kan i dag. Det her er blot en anden måde at organisere opgaven på end tidligere«, siger hun.

»Supergod beslutning«
Lektor på Institut for Design og Kommunikation på Arkitektskolen Merete Ahnfeldt-Mollerup kalder det en »supergod beslutning«, at centret lukker, og opgaverne nu bliver overført til de tre designskoler.

»Det behov, der var, dengang man lavede centret, er der ikke rigtig mere. Det er ikke en kritik af centret, men blot en konstatering af, at det har opfyldt sine mål«, siger hun.

Dengang centret blev etableret i 2003, var designskolerne ikke akkrediteret som videregående uddannelser – det er de nu.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det behov, der var, dengang man lavede centret, er der ikke rigtig mere.

Og derfor mener Merete Ahnfeldt-Mollerup, at det er mere naturligt, at skolerne selv varetager forskning og masteruddannelse. Desuden mener hun, at skolerne bedre kan løse opgaven med at knytte design og erhvervslivet tættere sammen, end centeret har været i stand til.

»Skolerne er mere smidige i organisationen og kan bedre rykke med i virksomhedernes tempo«, siger hun.

Fragmentering

Center for Designforskning forstår godt, at designskolerne klapper i hænderne. De får flere midler, og »det er som at smide slik ud til børn«, siger centerchef Dorthe Thorning Mejlhede: »Skolerne tænker som enkeltinstitutioner. De er interesserede i at få så mange midler som muligt. Men det styrker ikke designforskningen i Danmark, det gør den fragmenteret«. Enhedslisten har bedt uddannelsesminister Morten Østergaard (R) om en forklaring på, hvorfor Center for Designforskning bliver nedlagt.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce