Det er bare tirsdag eftermiddag, men kvinderne, der tjekker ind i Papirhallen, ser ud, som om de skal til fest. Hælene er mere end hverdagshøje, håret har hilst på diverse hjælpemidler, og de korte nederdele og lette skjorter ser ud, som om de er løftet direkte ud af et modeblad.
De velklædte gæster har købt billet til Copenhagen Fashion Week, der som noget nyt åbner døren til en ellers lukket verden normalt bevogtet af gæstelister, sortklædte vagter og assistenter med iPads, som kan placere alle efter aktuel rangering i modens hierarki.




























