Hvis man vil vide, hvad mode betyder for Paris, skal man finde billederne fra Yves Saint Laurent-showet under byens netop overståede modeuge.
Catwalken var placeret i Trocadéro-parken med udsigt til et lysende Eiffeltårn som baggrund for modellerne. Showet var iscenesat som et spektakulært topmøde mellem turisme, modeindustri og fransk selvforståelse, og det var, som om scenografien selvsikkert sagde: ’Se os, vi har noget, der gør alle bløde i knæene’.
Sådan lyder fortællingen bag den gamle version af den parisiske modebranche, hvor historie, traditioner og kontinuitet betyder alt. Men den verdensorden er rystet af globalisering og overlydshastigheden i de digitale medier. Yves Saint Laurent kan stille op med nok så mange damesmokinger og stramme læderjakker, men der er kun hul igennem, hvis det virker friskt og ser godt ud på Instagram.
Tøjmærket Fiorucci forsøger comeback med stærke rødder til disco-æraens New YorkYSL har haft en opadgående formkurve i 10’erne. Særligt Hedi Slimanes tid som chefdesigner fra 2012 til 2016 pustede støvet af det gamle modehus, som blev gjort relevant med rock’n’roll-attitude, smalle silhuetter og luksuriøs flipperstil.
Mange traditionelle fans var rystede, men Hedis YSL er et eksempel på, at Paris stadig kan slå med taktstokken. Der gik kun kort tid fra de første shows, før man så kvinder på gaden, der efterlignede hans idéer. Og bagefter kom de regulære kopier fra andre mærker.
Det var ’sive-ned-effekten’, der slog til. En trend-model, mange eksperter ellers har afskrevet som forældet, fordi folk i dag finder inspiration til mode fra de mennesker, de møder på gaden.
Men ’siv-ned-effekten’ lever stadig, når en designer er skarp og tør gå foran i stedet for at gå med strømmen.
Den aktuelle YSL-chef hedder Anthony Vaccarello. Han har endnu ikke ramt en unik stil. Han holder liv i Slimanes slimline til mænd og lader kvinder vise masser af ben. Ved Eiffeltårnet virkende de højtsiddende posede shorts som det bedste bud på et look, der kan sive ned gennem modesystemet og blive ’en ting’ næste sommer.
God dårlig smag
Øjeblikkets store gøgler i den parisiske modekabaret er Demna Gvasalia. Han driver mærket Vetements og er samtidig kreativ chef for Balenciaga. Han er i gang med frygtløst at remixe historien og tilføre det 98 år gamle modehus en form for rebelskhed. Gvasalia er ekspert i ’instabait’ – madding til Instagram og andre billedbårne sociale medier. Han har regnet ud, at det betaler sig at udfordre definitionen på god smag, hvis man vil have opmærksomhed.
Det har ført fænomener som ’DHL-T-shirten’ og ’Ikea-tasken’ med sig – sidstnævnte, en versionering af den blå indkøbspose, der i varehuset koster en femmer, og som i Gvasalias fashionversionen koster 12.000 kroner.
Denne gang bestod maddingen af Crocs-sandaler udformet som plateausko og pyntet med badges. Det er grimt, og reaktionerne er ikke udeblevet. Billeder af skoen er gået viralt og trækker kommentarer som ’skal det nu være smart?’ og ’den bliver udsolgt’.
Pussyhatte og feministiske slogans dukker op på catwalkenDet er vigtigt at huske, at der næppe bliver produceret mange Crocs med tykke såler, men alene bevidstheden om, at de (måske) findes, er med til at skabe interesse og holde liv i en samtale, som er sjovere end resten af Balenciaga-kollektionen, som endnu en gang mindede om et miks af østblok-chic, punk-tern og glamourøse marskandiserfund.
Demna Gvasalia siger til i-D, at »vi skaber vore egen form for fake news, god fake news«.
Når man er oppe mod den form for mediemanipulation, kan det være svært at få opmærksomhed til almindeligt pænt tøj. Nogle designere virker pressede, mens andre synes ligeglade og holder fast i det, de er gode til. Det gælder elegante stilister som belgiske Dries Van Noten, der i en modeuge med mange, lange, bare kvindeben var yderst tækkelig, og som altid pyntede sine lette og ubesværede indslag med blomster og overraskende snit.
Også Issey Miyake holder sig langt fra effektjageriet og præsenterede en print-domineret kollektion, som kræver, at man kommer tæt på for at opdage, hvad den egentlig rummer. Den japanske mester i materialer har opfundet en stribe nye former for stretch, der med tiden kan brede sig til andre designere. Mens Dries og Miyake er selvstændige, lever de fleste markante modemærker i børsnoterede koncerner, hvor blikket på bundlinjen nogle gange kan ses på catwalken. Det er dyrt at skyde skævt, så man prøver at ramme en palet af stiltræk, som allerede er synlige i modebilledet: lidt frynser, nogle brede skuldre, bikinitoppe under transparente toppe, print lånt fra en berømt kunstner eller T-shirts med sloganer.
Det gælder blandt andre Dior, hvor den nye chefdesigner, Maria Grazia Chiuri, skød med spredehagl pyntet med baskerhuer og bretonske striber. Chiuri udviser ikke samme klarsyn som forgængeren Raf Simons, og showet udløste en sjælden bredside fra en af modepressens få stærke uafhængige kritikere, Cathy Horyn i New York Magazine:
»Det føles mere som et bombardement af målrettede produkter end noget ægte«.
Det kan man ret beset sige om 90 procent af de kollektioner, der vises under modeugen i Paris, men adel forpligter, og Dior bør tilhøre de sidste 10 procent, som inspirerer og får indflydelse på, hvordan mange af os går klædt.
fortsæt med at læse
