De to kvinder standsede op på den abrupte facon, man kun oplever, hvis øjet virkelig fanger noget interessant. De var på vej gennem de utrolige mængder af tøj, som i sidste uge fyldte Bella Center, hvor den ene af messerne under Copenhagen Fashion Week var i gang.
Stand efter stand bugnede af næste års forårstøj i livlige kulører og med masser af print. Ordrebøgerne var slået op fra de mindste boder til de store modemærkers muskuløse stande med lokkende gigantfotos og logoer.
Det, de to kvinder opdagede, var hverken branding eller noget fra trendmanualerne for 2018. Det var en sort kjole med en form for gul pynt lavet af korte tråde, som sugede opmærksomhed til sig.
»Hvad er det her for et mærke«, spurgte de forundrede og kiggede på en nærmest asketisk hvid stand, hvor tøjet fik lov at tale for sig selv.
Designerens navn er Cecilie Bahnsen. Hun er et af dansk modes største talenter og har for nylig været i finalen ved den internationale LVMH Prize. Det er en konkurrence med global opmærksomhed, hvor en ung designer kan vinde 2 millioner kroner og får lov at udveksle erfaringer med Karl Lagerfeld, Phoebe Philo, Nicolas Ghesquiere og andre fra modens absolutte top.
Danskeren blev lukket ind i det fine selskab, fordi hendes usædvanlige kreationer mikser opfindsomt håndværk med en ren skønhed, som folder sig ud i blonder og struttende kjoler, der synes at være beamet ind i fra en fjern romantisk tid.
Det er ikke den type beklædning, der sælges mest af på modemesserne, men når man ser den, kilder det i hele kroppen på en måde, som prisbevidst bomuld ikke evner. Den københavnske modeuge lever af begge dele. Den københavnske modeuge kan sælge mange varer til hverdag og fest, og så findes der en lille gruppe modeskabere med lyst til vise, hvad mode også kan bruges til.
Bygger bro
Dagen inden oplevelsen i Bella Center foldede hele Cecilie Bahnsens kollektion sig ud ved et show i Galleri Nicolai Wallner i København NV. Her byggede hun endnu et lag på sit arkitektoniske udtryk med lange quiltede kjoler, høje kraver og et nærmest renæssanceagtigt look.
Hendes farvevalg er minimalistisk: hvid, sort, pink – og så de enkelte glimt af noget sort med gule effekter, som tiltrak opmærksomhed, da tøjet bagefter kom på bøjler i Bella Center.
Det kan være en udfordring for de mere kunstneriske designere at bygge bro til det kommercielle og gøre deres arbejde til en forretning. Men der findes forbilleder på den front i dansk mode. Ivan Grundahl (1951-2016) gjorde en ihærdig indsats, og hans navn lever videre i samme ånd.
Med Roy Krejberg som arkitekt fortsætter de rummelige former, de flossede kanter og rå snit med at dominere. Enkelte af Grundahl-damerne, der var mødt op i fuld uniform ved showet i Lokomotivværkstedet, har udtrykt bekymring for, om silhuetten nu bliver for smal.
Mærket har altid dyrket det løse, og Krejberg holder fast i den stil, samtidig med at han introducerer slanke slipkjoler og masser af den form for daskende snører, som er et af avantgardemodens stiltræk.
Guide til modefesterne: Modeuge kan også være gadefest og kunst i KødbyenHvor Grundahl/Krejberg lever i sit eget univers og forlanger, at kunderne tager stilling til alle mulige detaljer, har de fleste andre aktører i den københavnske modeuge en tydelig intention om at være et nemt valg.
Fra Munthes optimistiske konservatisme over By Malene Birgers miks af business og strandfest til de nøje afstemte farvepaletter og Instragram-venlige indslag hos Designers Remix og Ganni oplever man en fortløbende samtale med tiden.
Mærkerne arbejder ud fra et genkendeligt fundament og krydrer hver sæson med elementer, der skal virke friske, når man møder dem i butikkerne. Det er altid et sats, og det vil kræve en solid indsats fra Ganni at få gang i salget af jeans med ekstra meget vidde, mens By Malene Birger håber at gøre safarilooket populært igen.
Tidens gang
Under en modeuge bliver det tydeligt, hvor meget mode handler om rotation af ideer og om timing.
Det var min tanke under Stine Goyas 10-års jubilæumsshow, hvor hun både refererede sig selv og recirkulerede stiltræk fra fjernere årtier. Man så farvekombinationer, der mindede om noget fra 1950’erne (blå versus brun), og kollektionen, som var yderst elegant, virkede som en postironisk accept af kulører og snit, der for kort tid siden blev opfattet som kikset. Nu lignede det glamour.
Denne evige cyklus er sjov, når den fungerer, men kan også være trættende for de implicerede. Dér befinder modeskaberen Nicholas Nybro sig, Han har haft en kort flamboyant karriere og er mest kendt for at have skabt den vilde bordeauxfarvede kjole, som Ghita Nørby bar til et bal på Christiansborg i 2016.
Nu tager han en pause fra hamsterhjulet og forlod modeugen med en kommentar til tidens kropskultur, der blev gennemført som den ultimative H.C. Andersen-joke i forhold til modeugens ritualer. Han sendte både på- og afklædte modeller på catwalken, og til sidst gik han selv splitternøgen gennem Kongernes Lapidarium i Christian IV’s bryghus.
fortsæt med at læse
