Da William Basinski ved en fejl skabte sit banebrydende ambientværk ’The Disintegration Loops’ i 2002, ramte han også følelsen af, hvordan det er at stå i vores digitale nutid, skriver Alexander Vesterlund i denne klumme.
Til sidst er der ingenting. Alt dette hører man
Da komponisten William Basinski optog Manhattans skyline efter tårnenes fald, var en sammenhæng mellem lyd og billede skabt. Det er musik, der dokumenterer sin egen skabelse og undergang på samme tid. Foto: /Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen
Henter...
Når jeg skal slappe af eller sove, er det utænkeligt, at det foregår uden musik. Min mest lyttede playliste på Spotify hedder ’Deep Sleep’, 10 timer med så søvndyssende musik, at kroppen ikke kan andet end at kapitulere – men også så generisk, at den må være frembragt i metermål af en kunstig intelligens.
Hvorfor lytter jeg til det bras, når man kan lytte til Brian Enos ’Music For Airports’? Eller nye interessante ambientkunstnere som for eksempel Kali Malone? Folk, der flytter genren.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
