Jeg følte det som en kæmpebefrielse, da Arcade Fire i 2007 slap deres andet album, ’Neon Bible’, løs i verden. Her var omsider det store rockalbum med en ambition om at betyde noget. Stadionrock i menneskeformat, som med alle de store følelser og gestik gik op mod tidens elendighed. Det sidste af sin slags.
Arcade Fire var store i slaget. Og de blev store. Anført af ægteparret Win Butler og Régine Chassagne stod det canadiske band som et samlingspunkt for alle gode kræfter i en tiltagende storm. Skriver jeg med en patos, som er det eneste rigtige her. Men så ... ja. Hvad så?




























