Hvis man er kommet gennem køen og ind til at købe billetter til næste års festival Smukfest, kan man opleve problemer.
»Der er en teknisk bøvs lige nu. Vi er på sagen. Billetterne løber ingen steder i mellemtiden - tak for tålmodigheden«, skriver Smukfest i en kommentar til sit eget opslag på Facebook omkring klokken 10.30.
En halv time forinden - klokken 10 - åbnede billetsalget til festivalen i Bøgeskoven i Skanderborg.
Allerede fra begyndelsen var der kø til at komme ind og købe billetter.
Hvis man hopper ind på siden klokken 10.49, er flere end 80.000 i kø, og den forventede ventetid er mere end en time, lyder det.
Klokken 10.45 skrev Smukfest på sin hjemmeside, at endagsbilletter til fredag på festivalen, der løber fra 1. til 8. august næste år, er udsolgt.
Billetterne til Smukfest er de seneste år blevet udsolgt hurtigt.
Sidste år blev partoutbilletterne til festivalen udsolgt på mindre end halvanden time.
Smukfest har endnu ikke offentliggjort, hvem der skal optræde på festivalen.
Sidste år gæstede musikeren Robbie Williams festivalens hovedscene, Bøgescenen. Det samme gjorde singer-songwriter Lewis Capaldi, Drew Sycamore, rockbandet D-A-D og trubaduren Lars Lilholt.
Opdateres
ritzau
fortsæt med at læse