Simon Kvamm sætter sig ned ved sit elektriske klaver. Det er sensommeren i 2005, og han har netop besluttet sig for at tage hul på sangskriveriet, som har ligget stille i flere år. Han er nervøs. Tager et hiv af en cigaret. Rejser sig, går ud i køkkenet for at hente endnu en kop Nescafé og sætter sig tilbage igen. Tæsker fingrene ned i klaverets tangenter. Det stemmer ikke. Det lyder ikke godt, og han synger volapyk. For ligesom at komme i gang. Han er nervøs for, om han har noget at sige. Nervøs for, om han kan forny sig. Og mest af alt nervøs for, om Nephew nogensinde kan leve op til den kæmpesucces, som fulgte i kølvandet på det seneste album, ’USA DSB’. I dag – godt et år efter, at Simon Kvamm satte sig ved klaveret – udkommer Nephews tredje album, ’Interkom Kom Ind’. Det nye album er længe ventet af anmeldere, teenagepiger og et danglish-elskende rockpublikum, og hvis det har samme gennemslagskraft som ’USA DSB’, venter en stribe mundrette omkvæd, lige så mange radiohits og en massiv høst af DMA-priser og platinplader. Men forud for udgivelsen ligger en lang historie. Synthrock ved Gudenåen Historien begynder sidste vinter på et nedlagt landbrug ved Gudenåen i Midtjylland. Her flytter de fem bandmedlemmer, Simon Kvamm (sang og tangenter), Kristian Riis (guitar og kor), Kasper Toustrup (bas), Søren Arnholt (trommer og kor), og René Munk Thalund (keyboard), sammen for at arbejde koncentreret med deres nye plade. Den lille gård med gårdsplads, stuehus, udsigt over marker og lavt til loftet er bandets hjem i flere perioder – i alt tre måneder i løbet af det seneste år. Her spiser de fælles morgenmad. Herfra kører de til den lokale købmand for at købe ind. Her ser de video og drikker dåseøl. Her diskuterer de, hvordan den nye plade skal være, og her indspilles de første demoer. En almindelig dag på gården begynder ved titiden. Bassist Kasper Toustrup er normalt den første, der trasker ned ad trappen fra 1. sal, hvor de alle sammen sover i ét stort rum. Han går ned i stuen, fjerner nogle øldåser fra aftenen før, og bagefter løber han en tur. Langsomt begynder de andre at få øjne, og ved 12-tiden sætter de sig sammen omkring morgenbordet, der ud over klassikerne bacon, æg og kaffe blandt andet byder på hønsesalat. Under morgenmaden snakker de om løst og fast. Om det riff, som en af dem har drømt om, og som nu hænger i baghovedet og venter på at blive afprøvet i øvelokalet. Om gårsdagens indspilninger og om, hvordan lyden på den nye plade skal være. Efter ti år sammen har bandet efterhånden fundet ind til en kerne, som de er enige om, men det tætte samarbejde i ugevis på den lille gård betyder også diskussioner. »Der er små kampe om hver eneste del af numrene – ikke negativt, men de er der«, fortæller guitaristen Kristian Riis. »Og når vi har arbejdet i rigtig lang tid og været meget tæt sammen, så kan de små uenigheder komme til at fylde meget. Så er det nok på tide at tage en cognac og gå i seng«. Koteletter i fad De fem har forskellige roller i bandet. Simon Kvamm er lederen, der skærer igennem, hvis de står foran mikseren og kigger tomt på hinanden uden at vide, hvordan de kommer videre. Kasper Toustrup er den omhyggelige. Når de andre trækker ud i køkkenet eller på gårdspladsen for at få en cola eller en smøg, bliver han ofte i øvelokalet for at finpudse og eksperimentere. Trommeslageren Søren Arnholt er den gode melodis advokat. René Munk Thalund er den nye i bandet og ved at finde sin plads, og den rolige Kristian Riis er god til at bevare jordforbindelsen i diskussionerne. Og så er han også god til at lave koteletter i fad. »Vi har hver især vores specialer, og det skinner igennem, når vi arbejder. Vores samarbejde kan sammenlignes lidt med det at rejse et telt. Den demoskitse, Simon kommer med, er en løst flagrende teltdug, og så trækker vi hver især dugen i forskellige retninger. Vi river og flår, men til sidst lykkes det, og det er nok, fordi vi kender hinanden så godt og har respekt for de forskellige retninger«, siger Kasper Toustrup. Når eftermiddags-indspilningerne er forbi, starter de bilen og kører til den lokale Spar-købmand for at købe ind. De skiftes til at lave mad – gerne frikadeller eller Kristians meget roste koteletter i fad med fløde og bacon – og efter maden slår de mave i den grønne veloursofa midt i stuen. Om aftenen går de ind i øvelokalet igen. Det er nu, at det for alvor rykker. Det er om aftenen, inspirationen kommer af sig selv, riffsene flyder, og stemningen er den rette i den ommøblerede stue bag bondegårdsvinduerne. Men hvorfor tager Nephew-drengene i det hele taget på landet? Hvorfor leje en bondegård for at lave rockmusik? Og ville det ikke være mere rock’n’roll, hvis de gjorde ligesom Sort Sol og lejede en gammel militærbunker til at indspille en demo? Kristian Riis forklarer, at det at være på landet gør, at de kan koncentrere sig »100 procent«. »Der er ikke nogen, der forstyrrer, og man smutter ikke lige fra øveren og ned i døgneren efter en halv liter cola«, siger han. Kasper Toustrup tilføjer: »Det var godt at tage i isolation, så vi kunne hellige os det fuldstændig. Vi har alle sammen været i tvivl om, hvorvidt vi kunne komme op med noget, eller om vi var nødt til at jamme os frem til ting, som alligevel aldrig ville virke. Derfor var det meget bekræftende for os at komme ud på gården, hvor vi meget hurtigt kunne mærke, at vi havde en fælles vej, som vi gerne ville gå«. P3 skal sgu nok Tiden på gården er forbi. Guitarforstærkere og trommesæt er båret ud af den lavloftede stue, de sidste musikdiskussioner har lagt sig, og Nephew-drengene er snart tilbage i deres normale hverdag. Det er et år siden, Simon Kvamm bag elklaveret formede de første toner af sangen ’Taxa Triumf’ til det nye album. Nu sidder han sammen med resten af bandet omkring et sort, spejlblankt rundbord hos pladeselskabet Copenhagen Records. Afslappet og tilbagesunket i en cremefarvet læderstol. Dagen er gået med at give interview til repræsentanter fra den presse, for hvem det ligger lige for at stille det gammelkendte spørgsmål: Kan Nephew følge op på succesen? »Tiden vil vise, hvordan publikum og anmeldere tager imod albummet, men jeg er ikke længere nervøs, og jeg er ikke i tvivl om, om vi har haft noget nyt at sige, og om vi har fornyet os – både tekstmæssigt og musikalsk«, siger Simon Kvamm. Fornyelsen er hjulpet på vej af produceren Carsten Heller, som blandt andet har samarbejdet med Kashmir og Under Byen. Han og bandet har gjort en dyd ud af at eksperimentere, blandt andet ved at lade bandmedlemmerne bytte instrumenter på nogle af numrene. Samtidig er der tilføjet endnu et keyboard til konstellationen, efter at René Munk Thalund er kommet til som nyt bandmedlem. Med et ekstra keyboard kunne man forvente et mere lyst og synthesizer-båret Nephew-album, men tværtimod er lyden blevet mere dyster, og på flere numre er Kristian Riis’ guitar-riffs mere dominerende end på det foregående album. Den nye plade er på mange måder mere mørk, og ifølge Simon Kvamm har den ikke det samme »omkvædsbårne hitpotentiale«. Betyder det, at ’Interkom Kom Ind’ ikke indeholder nogen hits? Næppe. De knap så ørehængende kompositioner bæres frem af teksterne, som på den foregående er en elskelig blanding af engelsk og dansk – denne gang med større vægt på det danske – og med halvforvrøvlede rim tordner førsteelskeren ’Igen og Igen’ allerede rundt på P3’s spilleliste. »Der er helt klart også nogle hits i den nye plade – men det kan godt være, at folk lige skal høre dem en ekstra gang«, siger Simon Kvamm og bliver afbrudt af René Thalund: »Og hvis ikke folk forstår, at det er et hit, så skal P3 sgu nok spille det, indtil de gør«.