En ung mand med hætten trukket godt op over hovedet lirker sig ind gennem jernporten til passagen foran det københavnske diskotek Rust. Dér hvor spillestedets gæster plejer at stå i kø foran indgangen. I aften er der lukket og mennesketomt. Overvågningskameraet kigger med, da han smadrer den første vinduesrude i gadehøjde med en sten og kaster noget ned i Rust’s garderobe. Noget der et splitsekund efter eksploderer i et hvidt lysglimt, som blænder overvågningskameraets linse. Så brænder Rust. Acetonebombe i gaderoben »Han har brugt det, kvinderne smører på neglene. Acetone. Vi kunne lugte rester af acetonen under et smeltet fjernsyn, som stod i garderoben«, fortæller Bertel Heilesen, leder af brandafdelingen i Københavns Politi, og hans to kolleger. De undersøgte diskoteket efter branden natten til onsdag, og nu leder politiet efter manden, der beskrives som 180 centimeter høj, af udenlandsk udseende og med sort, karseklippet hår. Gerningsmanden, der i passagen ved Rust omhyggeligt vendte ansigtet bort fra overvågningskameraet, satte ild til Rust, halvandet døgn før Østre Landsret tre kilometer derfra fældede dom over de involverede i en af de seneste års mest opsigtsvækkende drabssager – hvor en dørmand skød og dræbte en mand efter et voldeligt overfald i den selv samme passage ved Rust for lidt over to år siden. To drab – én sag I torsdags skærpede landsretten dommene over ni af de ti involverede i den vidt forgrenede Rust-sag – en sag om to forskellige skuddrab, der har det tilfælles, at de begge har haft rødder i kampen om hash-handlen i København, og at mindst én af gerningsmændene er dømt for at være involveret i begge sager. I den ene sag blev en dørmand overfaldet foran Rust. I selvforsvar skød og dræbte han en af overfaldsmændene og blev senere udelukkende dømt for ulovlig våbenbesiddelse, mens angriberne fik langt hårdere fængselsstraffe. Både dørmand og overfaldsmænd havde indvandrerbaggrund. Den anden sag foregik på Christiania en måned før Rust-drabet. En gruppe mænd affyrede mindst 34 skud med pistoler og maskinpistoler i Pusher Street på Fristaden. Skuddene dræbte én og sårede flere. Jagten på brandstifteren Københavns Politi ved endnu ikke, om der er nogen sammenhæng mellem den påsatte brand og dommene i Østre Landsret. »Det er da underligt, at det sker med én dags mellemrum. Men vi har ikke nogen indikationer på, at der skulle være en sammenhæng. Det kan vi kun få at vide ved at tale med gerningsmanden, og vi har ikke fundet ham endnu«, siger Bertel Heilesen. Politiet var ellers lige ved at indhente gerningsmanden natten til onsdag. En forbipasserende cyklist alarmerede politiet i det øjeblik, han hørte ruden til Rust blive baldret, fordi han troede, der var indbrud. Derfor nåede politiet hurtigt frem og jagtede gerningsmanden med en politihund i spidsen. Han flygtede ind i plejehjemmet De Gamles By og hoppede over et hegn – som var for højt for politihunden, der løb efter ham. Tilbage på flugtruten lå en af gerningsmandens ejendele; et spor som nu skal undersøges for fingeraftryk og dna. Selv om flammerne ikke har ædt Rust i mere end en halv time, har varmebølgerne slikket sig hele vejen rundt om hjørnet, hen ad gangen og slikket sig op ad trapperne til indgangen, hvor gæsterne plejer at betale for deres lille stempel på hånden. Lang række af spørgsmålstegn Her er loftet, der før branden var hvidt, nu sværtet kulsort. En sørgelig lugt af harsk sod river i næsen. Nede i garderoben – arnestedet for branden – er plastikken fra diskotekets bøjler smeltet sammen under flammerne og dryppet ned på gulvet, hvor de nu ligger som et forkullet månelandskab. Kun bøjlernes jernkroge hænger stadigvæk, hvor de gjorde før branden, på jernstængerne langs væggen. Som lange rækker af spørgsmålstegn. Rust’s direktør Lars Orlamundt tror ikke, at branden har noget med skuddrabet for to år siden at gøre. Dengang var Rust også lukket, men dog kun i godt i to en halv uge, hvor Rust tog initiativ til projektet ’Safe Streets’, der skulle få flere til at tage ansvar for at sikre freden og trygheden i storbyen. »Vi er ikke i konflikt med nogen« Siden skudepisoden har dørmændene ikke været udsat for andre trusler end dem, der opstår under mindre konflikter mellem gæsterne. Og som vel nærmest hører med til jobbet som dørmand. Derfor mener Lars Orlamundt ikke, at der er nogen sammenhæng. »Vi er ikke i konflikt med nogen«, siger han, mens han rydder op i baggården bag Rust, hvor der nu er hamret krydsfinerplader op foran begge vinduer ned til garderoben. Lars Orlamundts bekymringer strækker sig lige nu mere i retning af ødelæggelserne, der risikerer at holde Rust lukket i op til fem måneder. Forsikringen dækker skaderne, medarbejdernes løn og tabt fortjeneste, men det bliver et arbejde at få gæsterne tilbage til Rust efter måneders lukning. »Lige nu er det nærmest fuldstændigt uoverskueligt«, siger han.