Hvor finder man countrymusikkens sjæl? I Nashville? I Texas? Måske, men Amager er et godt sted at starte. »Hvis I vil vide noget om country, så er I kommet til den rette«, siger Jørgen Olsen og rækker to cowboyhatte over mod Rasmus Skov og mig. Vi er til fest i Copenhagen Country Music Club, hvor en dj med pistolbælte og cowboyhat spiller op til linedance, mens Jørgen Olsen sælger westerngrej fra sin lille bod ved indgangen.
Vaskeægte cowboy
Rasmus Skov, sanger og guitarist i bandet The Risktaker: Bob le Flambeur, kigger lidt mistroisk på Jørgen Olsen og den lysebrune ruskindshat, men tager alligevel hatten på. Nu ligner han en nybygger fra ’Det lille hus på prærien’. Jørgen Olsen ligner en vaskeægte cowboy. Han har ingen hest, men cowboyslipsets metalspænde, der samler slipsets to snore ved skjorteflipperne, er som taget ud af en western, og hans stetsonhat er den amerikanske drøm presset i sort filt.
Jørgen Olsen går rundt om disken og snupper en sort skjorte fra et stativ, da vi spørger efter et passende sæt tøj til festen. Skjorten er af mærket ’Ranch Wear’ og har hvide perlemorsknapper, westernsnit og et par esser broderet på brystet.
»Kan det ikke blive lidt for meget country?«, spørger Rasmus Skov.
Svaret er nej. I hvert fald denne aften, hvor vi er taget ud for at finde countrymusikkens sjæl og en cowboyhat til Rasmus Skov.
Alternativ country Han er en af de mange unge musikere, som har taget countrytraditionen op igen. Musikken har de seneste år rystet støvet og det dårlige ry af sig og med ambassadører som Ryan Adams og Bonnie Prince Billy fået ørenlyd i undergrunden, og »det er blevet okay at spille banjo på Rust«, som Rasmus Dall, en anden af de unge countrymusikere, siger. Men den nye generation har lagt stetsonhatten på hylden og fjernet sig fra den autentiske og ærkeamerikanske kultur. Og spørgsmålet er, om den ny bølge af alternativ country overhovedet har noget at gøre med autentisk country.
