Morten fra Moonjam. I er jo en institution i dansk musik. »Det må man jo sige ja til. Især nu 30 år efter starten er der en vis sandhed i det«. Ja, for man kan ikke gå gennem et stormagasin, vente i en telefonkø eller se en tv-reklame uden at høre jeres muzak. »Ja, det er sgu over det hele som en skøn blanding af muzak og hårdtslående politisk rockmusik, som vælter Berlinmure«. Det var også jeres saxofon, man kunne høre efter Frøken Klokken, var det ikke? »Det tror jeg ikke, men TDC har brugt løs af vores musik. Der er Moonjam på ventetonen hos mange virksomheder«. I har faktisk udviklet jer til lidt af et husorkester for hyggeromantikken. Er der noget bedre soundtrack til et glas rødvin, en solnedgang og et par snigeprutter i hvide lærredsbukser end Moonjams ’Songs for Saxophone’? »Ja, det er alle vores saxofonplader, du snakker om. Det gør vi ikke så meget i mere, for lige nu er vi ude i noget flashback og spiller de gamle popsange, som vi slog os op på i starten, hvor vi var et stærkt engageret politisk orkester. Egentlig startede vi op som et projekt, der var voldsomt involveret i at lave om på verden«. Dengang I kaldte jer selv for et »guerilla-popband«? »Ja, og det er faktisk det, vi opererer meget med i øjeblikket. Vi har nogle live-indslag, hvor vi vader tilbage med nogle mere hårdtslående rocknumre«. Og det kan man høre på jeres MySpace på en liveversion af ’Shaida’, hvor I råber følgende linje under en patetisk stigende keyboardakkord: »Vi er faktisk ved at vågne op til dåd igen. Vi har faktisk lige været i Sarajevo!«. Og så trutter I derudad. Bono blegner jo i sammenligning. »Det er rigtigt. Vi er involveret i et totalt fedt projekt på Balkan i øjeblikket, hvor vi laver fodboldskoler. Jeg er ved at lægge sidste hånd på et titelnummer, som udkommer dernede i 50.000 eksemplarer. Det minder lidt om dengang, vi var med i Next Stop«. Ja, I var med i Next Stop Nevada mod atomprøvesprængninger i 1987. Hvorfor endte I så som Last Stop Lalandia? »Da vi ligesom havde lavet verden om, tænkte vi, »nu spiller vi sgu noget saxofon i stedet for«. For der var så stille, efter at vi havde revet Berlinmuren ned«. Og i dag er I så lige så farlige som et ’No Stress’-album. »Det, du glemmer her, er det homøopatiske princip«. Ja, det har jeg glemt. »Vi kommer jo fra Gladsaxe, og hvis ikke jeg var begyndt at spille musik, havde jeg sikkert været med i Blekingegadebanden. Det homøopatiske princip går ud på, at man tager en lillebitte del af sygdommen og vaccinerer mod den. Og det bliver så til helbredelse. Man kan sige, at vi vaccinerede verden med Moonjam, og så blev den anderledes«. Vaccine? Alt jeres new age-lort har da afpolitiseret danskerne. »Det kan man selvfølgelig godt sige. Det tager jeg gerne skylden for. Der er ikke hoved og hale i politik mere, efter at vi begyndte at spille saxofonmuzak«. Nu er du vist ironisk, men vær nu ærlig. Det gik galt, da I trak hornet frem. Saxonfonsoloer er jo opium for folket. »Det vil jeg sgu godt give dig ret i. I dag handler politik kun om personer. Og derfor er vi også gået lidt tilbage til det politiske udgangspunkt. Verden står over for voldsomme problemer, så der er nok at tage fat på. Og det kan jo være, at man kan finde et nyt instrument«. Men så scorer I jo ingen damer? Hvor mange trusser har den Moonjamsaxofon ikke blæst af på Copenhagen JazzHouse? »Uha, ja. Det er et meget stort antal. Det er jo et fucking romantisk instrument. Men vi er gået lidt bort fra det«. Enhver ved jo også, at det kun er sorte mænd, der kan få en saxofon til at svede. Når man blæser dansk frikadelleånde ind i pivtøjet, scorer man vel kun desperate husmødre til karneval med rødskoldede skuldre og smeltet salsasminke? »Det lyder sgu meget sexet, synes jeg. Der er jo et eller andet med striptease og saxofon. Det er også meget skønt. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi stadig hiver den frem, når vi spiller. Og det virker stadigvæk, på trods af at vi er kommet op i årene«. Nu siger du selv, at I stadig hiver den frem, når I spiller. Er det ikke på tide at kvæle det horn i stedet for at blive ved som en tålmodig onanist på Viagra? »Der er et vist samspil ... Den der saxofon er jo også en del af lyden. Men det er da rigtigt nok. Da vi første gang kom med den saxofon, var der ramaskrig. Anmelderne var nærmest ved at begå kollektivt selvmord over, hvor slemt de syntes, det var. Men derefter gik det bare opad og opad og opad med den saxofon. Den ramte et eller andet. Der var behov for den«. Ja, hos de desperate husmødre. »Jeg kan godt se, hvor du vil hen. Du synes, at vi bare giver folk det, de vil have«. Touché. »Nu har du fået mig i fælden. Den problematik kan faktisk også godt holde mig vågen om natten, men det kan også få mig til at falde i søvn. Det er en balancegang. Man skal give folk det, de vil have, men man skal også give dem noget at tænke over. Noget de ikke havde forventet at få«. Hvad er det så, de får, som de ikke forventer? Hvad hiver I op af lommen? »I øjeblikket lyder Moonjam sgu mere som Rolling Stones end ...« ... de tålmodige onanister på Viagra? »Helt klart. Det har noget at gøre med alderen. Det er ligesom den sidste Paul McCartney-plade, hvor han skriger og råber, så man er ved at blive tonedøv. Man vil gerne udtrykke sin vitalitet mere og mere, jo ældre man bliver«. Så det bliver ’Moonjam – nu med svanesang’. »Nej, den holder ikke«. Nå, der er stadig liv i hornet. »Ja, det synes jeg nok«.