Den københavnske formiddagstrafik trækker sorte røgslør gennem efterårssolen uden for den Vesterbro-café, hvor Mike Skinner sidder og kigger ned på bordet. Han sidder og snurrer sin iPhone rundt på bordet. Den er stillet ind på GPS med det danske landkort på skærmen. Med Danmark i fugleperspektiv begynder han at tale om vores smukke natur. »Og den bro er fantastisk«, siger han med henvisning til Storebæltsbroen. Han zoomer ind på landkortet, og med to diagonale fingerbevægelser trækker han Fyn frem på skærmen. »Vi kørte hen over den her ø. Hvad hedder den?«.
Roskilde var den bedste koncert
Fyn blev krydset på køreturen hjem fra koncerten på årets Roskilde Festival. En koncert, der indskrev sig i historien som en af festivalens bedste, hvor Orange Scenes publikum kogte over i kollektiv ekstase til en ravende pubfest under nattehimlen. Fra scenen harpunerede hans ravnsorte øjne sig fast i publikum og overskred graven mellem scene og festivalplads. Han var en af os.
»Det var den bedste koncert i hele mit liv«, siger han med en stemme, der lyder lige så kammeratligt konverserende som på albummene.
»Det var et spørgsmål om held. Jeg har spillet det show igennem til perfektion midt på eftermiddagen foran heavy metal-fans, der venter på Slip Knot eller noget i den stil. Men når du så bliver placeret på programmet midt om natten foran et publikum, som er kommet for kun at se mig, så eksploderer det bare. På Roskilde gik alt op i en højere enhed«.
Tager favntag med moral og religion Og det blev også kulminationen på den popularitet, Mike Skinner har skabt omkring sig siden det sensationelle debutalbum ’Original Pirate Material’ fra 2002. Med sin tørre London-dialekt har han skildret hverdagsproblemer som at stå i kø til fastfoodrestauranter, få fat på de rigtige Reebok gummisko og få den fordømte mobil til at virke, så man kan ringe op til ekskærester og tilfældige engangsknald, mens fadølsrusen fortager sig i natten. Men han vil ikke fastholdes som den rappende dokumentarist, der har gjort britisk hverdagsrealisme til det stof, en hel generation danser til. Derfor har han fjernet alle referencer til det moderne liv på det fjerde album ’Everything is Just Borrowed’. De hvide Reebok er skiftet ud med vandrestøvler, og bjergluften har fjernet de sidste rester af kokain i næseborene, mens han begiver sig ud i naturen for at udvide udsynet mod evigheden og tage favntag med emner som moral, religion, historie og klimaproblemer. Han vil udvide horisonten og se tingene fra oven. Men på caféen, hvor iBYEN har sat ham stævne for at blive klogere på, hvorfor The Streets er taget på spirituel picnic, har han svært ved at fastholde fugleperspektivet. Han kan slet ikke lade være at undersøge alt dét, der farer tæt forbi hans nysgerrige blik. Udforskede København Interviewet var egentligt sat i stand på et af Københavns store hoteller, hvor hele mandskabet omkring The Streets er indlogeret. Men Mike Skinner vågnede klokken seks og gik ud i byen på egen hånd for at udforske de københavnske kvarterer. Han havnede på en café og fik efterfølgende omdirigeret hele medieseancen ned til sit cafébord, hvor han har spist morgenmad. Han virker egentlig ikke synderligt interesseret i at tale om det nye album, mens han sidder og udspørger mig om Danmarks geografi. Så zoomer han GPS’en ind på Odense. Den by kan han huske, de kørte igennem. Perspektivet snævres ind, og han begynder at virke mere og mere tændt i blikket, efterhånden som vi begynder at tale om virkeligheden lige uden for vinduet.
