Salen koger. »Hell motherfuckin’ yeah! Hell motherfuckin’ yeah!«, lyder det taktfast fra det opstemte publikum, der kaster kampklare håndtegn op mod scenen i Amager Bio. Over 1000 unge mænd i hængerøvsbukser og piger i stramme kjoler er mødt op til MC’s Fight Night Østfinalen, hvor seksten rappere dyster om at komme med til landsfinalen.
Syv dage tidligere vandt Johnni G Vestfinalen i Århus, og her på Sjælland hedder aftenens storfavorit Pede B.




























