Get Ready’, det er så titlen på din solodebut – ready til hvad, får jeg i den grad lyst til at spørge? »Har du hørt musikken?«. Ja, jeg har hørt den i flere minutter her til formiddag. »Så burde du sgu da også kunne høre, hvad det betyder«. Jeg vælger at fortolke det sådan, at du er ved at gøre dig klar til den næste omgang 'X Factor'. Du stiller op igen, når programmet begynder at køre. Det er, hvad du er ved at gøre dig klar til. Andet kan jeg ikke høre. »Næ, for søren, det skal jeg da ikke«. Du vandt jo ikke sidste gang, og nu kommer 'X Factor' tilbage. »Og what?«. Du tabte jo. »Det er jo musikbranchen, vi taler om. Og jeg har været med i alle mulige konkurrencer. Men da ikke to gange. Jeg var med i 'X Factor', og det var sjovt. Nu er jeg på vej videre«. Hør her, du er en stor, voksen, bredskuldret mand, og du tabte til nogle små spinkle dengserøve med pibestemmer og en samling forkølede poptøser. Det finder du dig vel ikke i? Du må da tage kampen op og vise, hvem der er den største. »Ved du hvad: Jeg har været i musikbranchen i 25 år. 'Get Ready' er min fjerde udgivelse. Jeg har været med til at indspille en cd, der blev udgivet i Japan i 1995. Jeg skal da ikke blive ved med at deltage i 'X Factor'. Det var sjovt at være med til. Men Danmark er altså ikke hele verden. Der er noget, der er større end det. Nu forsøger jeg og mit band at komme til at varme op for AC/DC i Parken. Og det kommer vi til. Og så skal du bare se«. Jamen, så siger vi det, Oliver, Parken er større end Danmark, og i det der ’X Factor’ skal vi bare blive ved med at se den ene blegnæbbede snotrøv efter den anden stille op og ligne vindere i to måneder, hvorefter de bare bliver kværnet, voldført og smadret af kyniske musikproducere og -købmænd og resten af branchemøllen og mediekværnen indtil alle inklusive snothvalpene selv har glemt, hvem fanden de var. Vi vil aldrig kunne se et mandfolk vinde det show. Dertil er et mandfolk som dig alligevel for stor en tøsedreng. »Jeg havde det meget sjovt i 'X Factor'. Men jeg har også haft det meget sjovt med dette projekt. Jeg er kommet et par skridt længere i min karriere og har mødt en masse nye hyggelige mennesker, som nu dig for eksempel. Det har været fantastisk – og på fredag skal vi varme op for Whitesnake i KB Hallen«. Ja, uha ja, du har jo også kontrakt med det gigantiske, multinationale selskab Target Records, som en, der hedder Christian, kører fra en lejlighed ude på Godthåbsvej. En af mine kammerater så dig, da du åbnede din store landsturné med en koncert i City 2. Han skulle ellers bare ud efter et timetilbud i Kop & Kande og så ... Ups, der stod sgu Oliver på centertorvet med sit heavyband. Det må virkelig have været et højdepunkt i din karriere. »Næh, det var det ikke. Men det er bare sådan i denne tid, hvor folk ikke køber plader og hellere vil downloade dem gratis, at man skal slikke røv for at komme frem. Så er det sådan nogle ting, man skal lave en gang imellem«. Ja, hvis der skal slikkes røv, så slikker Oliver røv. »Det lyder, som om du tager det bogstaveligt. Kender du ikke udtrykket?«. Jo, det kan du tro, jeg gør. Jeg er Djævlens Advokat, Oliver. Men du kender det vist rigtig godt, hvilket fremgår ret tydeligt af omslaget på din cd, hvor du vælter dig i thank you my friends & family og så en hel side tæt beskrevet med navne og my special thanks til Gud og hvermand. Hvor mange af dine gamle heavy-kammerater har du egentlig svigtet for at komme til at lave den soloplade? Hvor er alle dine gamle venner, som du har drukket guldøl med, og dem, der har lært dig at stikke huller i læder og sætte nitter i dit eget tøj? Alle dem, du har diskuteret tatoveringer og frisurer med i døgndrift. Hvor er de i dag, Oliver? »Jeg har i hvert fald ikke fået nogen uvenner af at lave den plade. Men sådan er musikbranchen – altså i sidste ende står du helt alene, og der er ikke nogen, der hjælper dig andre end dig selv. Jeg har haft mange venner og mistet mange af dem igen, that’s it«. Du er virkelig god til engelsk, Oliver. Lad mig nævne et par titler fra din cd: ’Angel’, ’Get Ready’, ’Coming Home’. Og nu citerer jeg fra din sang ’Pleasure Train’: »You get high/ Then you go low/ This is your life and your time/ This is your mind/ Don’t be blind/ Forget about the future/ Forget about the past«. Det er vist ikke ligefrem Elvis Costello, der har hjulpet dig med at skrive dem, hvad? »Jeg ser sådan på det: simplicity is often the best. Og jeg har et simple mind. Men hvis man har lidt hjerne, kan man da godt få noget ud af det. Men du skal høre teksterne sammen med musikken. Jeg kalder det originalitet, specielt og meget simpelt. Det er en god måde at skrive tekster på«. Ja, simpelt, det må du nok sige: »History hidden/ It’s not exactly heaven/ Living your lives in front of screens«. Altså: Come on! »Det er da fantastisk! Har du aldrig taget narkotika? Sætter det ikke nogle tanker i gang? Jeg er ikke så god til at tale, men jeg er god til at tænke«. Men hvad betyder det? De tekster betyder jo ikke en skid? »Du spørger vel ikke en kunstmaler om, hvad den der streg betyder i hans maleri. Men hvis du ikke får noget ud af det, så er det, fordi du ikke har nogen fantasi. Jeg er tredjegenerationskunstner: Min bedstefar var billedhugger, og det er min mor også. De har begge to levet af at lave kunst, og jeg lever ikke af musik«. Til sidst på din cd har i oven i købet indspillet Queens ’The Show Must Go On’ – helt ærligt, et heavyband, der spiller bøsserock. »Bøsserock?«. Ja, Queen, det er vel selve definitionen på bøsserock, og det virker ret langt fra dit univers. Men det er vel igen noget med at slikke ... »Har du noget imod bøsser? Hvad er der med dig? Jeg har mange bøssevenner. Har du aldrig kysset en mand? Jeg har tungekysset med rockstjerner, du«. »Does anybody know what we are living for?«. Det er sgu et passende spørgsmål efter 11 af dine numre. »Ved du, hvad vi lever for: Get ready! Det er det, vi lever for! Og det er det, jeg lever for: Get ready for Whitesnake i KB Hallen. Get ready til at spille opvarmning for AC/DC i Parken. Get ready for Sverige, hvor min cd udkommer til januar. Get ready for Belgien, Holland og Luxemburg, hvor min cd udkommer til februar. Og get ready for Tyskland, hvor min cd også udkommer til februar. Det er det, jeg lever for. Det er, hvad det betyder«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
-
Nu gider hun ikke høre på mere pis fra Trump
-
Der er en ting, som dæmper angsten. Hvorfor benytter vi den ikke noget mere?
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Lars Løkke afviser Putins forslag til forhandler: Det er ikke »den foretrukne europæer«
-
Britisk Eurovision-ekspert: Sådan har vi aldrig set kassen før
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Omar Alkhatib
De samme ord, jeg lærte at forsvare som palæstinenser, bruger flere danskere nu om sig selv
Lyt til artiklenLæst op af Omar Alkhatib
00:00
ANALYSE
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
1 DØGN
Debatindlæg af Gitte Edstoft Kristensen
Debatindlæg af Lauge Sigurdur Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























